Landmand: Vi har sået rug, vinterbyg og lidt hvede tidligt

Det gode vejr har betydet, at 40 procent af Martin Mogensens vintersæd allerede er sået.

- Selv om det har været tørt i den senere tid, har det egentlig været rigtig fint at lave såbed, fortæller Martin Mogensen fra Go-gris bedriften ved Østbirk, Horsens.

- Vi pløjer før såning, og der har været god fugt i jorden, så det er gået fint med at så. Men nu melder de om en del regn i de næste par dage, så vi er stoppet med at pløje mere op, før vi ser, hvor meget der kommer. For meget vand slemmer jorden sammen, fortalte han i onsdags - som også var sidste frist for tidlig såning af vintersæd som alternativ til efterafgrøder.

Onsdag var der på bedriften allerede sået 55 hektar rug, 30 hektar vinterbyg og 55 hektar hvede. Og de når nok at så yderligere 20 hektar hvede før regnen, forventer han.

I alt skal der sås godt 300 hektar hvede.

Tidlig såning giver bedst

- Såning først i september giver det bedste udbytte på vores bedrift. Så det vil da være tosset ikke at udnytte det gode vejr til at så i.

Der kan jo hurtigt komme 10 dage med regnvejr. Vi har selvfølgelig respekt for græsukrudt - og sår da også til sidst på arealer med italiensk rajgræs og forfrugt korn, siger Martin Mogensen.

Han regner med fortsat at køre på med såning i indeværende uge, når jorden er tørret op.

Skiftet fra hybrid til linjesort

I hvede sår han en sortsblanding, i rug hybridsorten KWS Tayo og i vinterbyg den toradede sort Valerie.

- De sidste to år har vi sået hybrid-sorter i vinterbyg, fordi de giver lidt mere. Men i år har vi valgt en toradet sort. Det skyldes, at kernerne er mindre på de seksradede sorter.

Selv om vi har valgt hybridsorterne med de største kerner, havde den toradede sort, vi dyrkede i år, markant større kerner. Men ikke markant større udbytte. Og da vi bruger kornet til foder, er store kerner vigtigt, for grise vokser ikke på skal, men på det indeni, siger Martin Mogensen.

Han fortæller også, at rapsen står godt og er vokset fra både jordlopper og snegle

- Rapsen har fået gylle og skal nok komme godt i gang, hvis der kommer regn nu.

Udfordring her & nu

Brak:

- Vi overvejer, hvad vi skal braklægge, når den nye EU-reform træder i kraft til nytår. Vi er ikke hårdt ramt, men kan nøjes med fem hektar brak på vores 1.000 hektar. Dem finder vi på skrænter, hjørner m.m., hvor de 4.700 kr. pr. hektar er en god erstatning. Jeg så dog hellere, at det gik frivillighedens vej

Dræn:

- Vi bruger det gode vejr til at dræne. Både reparationer og nydræning hvor hovedledninger er gamle og der har stået vand. Vi er obs på at få drænet - hellere før end senere. Vi kan se, hvor meget det betyder at så vårsæd tidligt.

Faktaboks

Go-gris v. Østbirk, Horsens

  • Ejes af Martin & Mads Mogensen og Jonas Midtgård
  • Driver 980 hektar med vinterhvede, raps, rug, vinter- og vårbyg, spinat, ital. og alm. rajgræs. JB 4-6
  • Præcisionsjordbrug fra 2021
  • Ansat i mark: 3 faste+3 løse
  • 1.000 søer full-line produktion

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.