Landmand viser sprøjtevindue i vårhvede - afslører resistent fuglegræs

Jesper Knudsen, planteavler ved Kolding, deltager i foråret og sommerens fotokonkurrence "Vis mig dit sprøjtevindue" med billeder fra et sprøjtevindue i vårhvede. Læs kommentar til det indsendte sprøjtevindue fra Seges-fagekspert nederst i artiklen

På planteavlsejendommen Ny Engdal, Lunderskov tæt på Kolding, har ejer Jesper Knudsen fået sig en mindre behagelig overraskelse efter ukrudtsbekæmpelsen i 20 hektar Kapitol-vårhvede på vinterpløjet JB 5 jord.

I et sprøjtevindue er der nemlig konstateret fuglegræs, og det samme gælder resten af marken, som 6. maj blev behandlet med 0,07 liter Hussar Plus + 0,5 liter Renol pr. hektar.

Sprøjtningen blev udført med en 24 meter Hardi traliersprøjte, og med god timing og under gode vejrforhold, ifølge Jesper Knudsen.  

Hensigten var primært at ramme græsukrudt, men Hussar Plus er af producenten Bayer også angivet til at have effekt på fuglegræs.

- Min konsulent siger, at der sandsynligvis er tale om resistent fuglegræs, fortæller Jesper Knudsen.

- Vi har ellers ikke tidligere haft nævneværdige problemer med fuglegræs og heller ikke med resistent græsukrudt. Vi dyrker hyppigt vårsæd, så vi er generelt ikke hårdt ramt af problemer med græsukrudt, men det vil nok begynde at komme, fordi vi nu sår vintersæd tidligt for at slippe for efterafgrøder, siger han.

Sprøjtet, men fuglegræs i hele marken

Jesper Knudsen fortæller, at der trods den udførte sprøjtning optræder fuglegræs i hele vårhvedemarken, men dog ikke i så stort antal, at han har fundet det nødvendigt at køre ud med et andet middel.  

- Det ville alligevel være overkill. Næste år vil vi selvfølgelig være opmærksomme på at bruge et andet sprøjtemiddel mod fuglegræs, så vi får resistensen brudt, siger han.

Vårhveden blev sået 23.-24. marts med en Rapid Väderstad såmaskine med udsædsmængde 215 kg pr. hektar. Forfrugten er vårhvede, hvor der blev spredt en efterafgrødeblanding bestående af vårbyg og havre i juli før høst. Efterafgrøden er nedpløjet i marts. 

Jesper Knudsen er deltidslandmand og ejer Ny Engdal med 95 hektar agerjord, som han driver i samarbejde med sin far.

FOTOS af sprøjtevindue og behandlet vårhvedemark hos Jesper Knudsen:
 

Foto taget 6. maj i sprøjtevindue, Kapitol-vårhvede. Fotos: Jesper Knudsen

 

Foto taget 6. maj i behandlet mark, Kapitol-vårhvede.

 

Foto taget 12. juni i sprøjtevindue, Kapitol-vårhvede.

 

Foto taget 12. juni i behandlet mark, Kapitol-vårhvede.

Med de indsendte fotos deltager Jesper Knudsen i fotokonkurrencen "Vis mig dit sprøjtevindue". Læs mere om, hvordan du kan deltage i konkurrencen, og hvilke præmier du kan vinde.

Læs også: Derfor skal du bruge sprøjtevinduer

 

KOMMENTAR FRA SEGES: God idé at teste frøene for resistens

Af Jens Erik Jensen, landskonsulent, Seges 

Der er fremsendt nogle fine fotos, som tydeligt viser en ukrudtsbestand med flere forskellige ukrudtsarter i de ubehandlede vinduer.

Fotos fra den behandlede del af marken viser ganske rigtigt overlevende fuglegræs, og jeg er enig med konsulenten i, at det kan være tegn på begyndende resistens. For Hussar Plus OD er under normale forhold meget effektiv mod fuglegræs.

Jeg er også enig med landmanden i, at der ser ud til at være relativt få overlevende planter, og at der nok næppe ville være økonomi i en opfølgende sprøjtning. Det er også passé på nuværende tidspunkt i sæsonen.

Det kan dog alligevel være nyttigt at høste frø på de overlevende planter og få dem testet for resistens. Se en vejledning på Landbrugsinfo.dk (Søg på: ”Få dit ukrudt testet for resistens”, eller brug direkte link her).

Det er interessant at vide, om der rent faktisk er tale om resistens over for sulfonylurea-midlerne (SU), som jo omfatter en række midler, der så ikke længere vil være effektive mod fuglegræs.

Endvidere er det i tilfælde af SU-resistens interessant at vide, om der stadig er effekt af florasulam. Florasulam indgår jo f.eks. i midlerne Starane XL, Cleave, Primus XL og Zypar.

Hvis florasulam stadig har effekt, så vil et af disse midler kunne indgå i strategien fremover.

Og hvis resistensen omfatter både SU og florasulam, så vil det fortrinsvis være hormonmidlet fluroxypyr, som indgår i f.eks. Starane 333 HL, Flurostar og Pixxaro EC, og som også er en komponent i Starane XL og Cleave, der skal satses på mod fuglegræsset.

Selv om det koster penge at få testet ukrudtet for resistens, er besparelsen hurtigt tjent ind ved, at man ikke behandler i blinde næste år.

 

Fotokonkurrencen "Vis Mig Dit Spprøjtevindue" er sponseret af Dansk Planteværn

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.