Mange skal igen have opdateret sit sprøjtekursus nu

Man kan ikke købe professionelle bekæmpelsesmidler, hvis man ikke har et gyldigt sprøjteopfølgnings-kursus.

Af Lennart Banke, planteavlskonsulent Velas

Det sidste år er mange blevet fanget af at skulle på sprøjteopfølgningskursus, da det ikke er muligt at få en MAB-autorisation uden et opdateret kursusbevis - og dermed heller ikke muligt at indkøbe bekæmpelsesmidler til professionelt brug.

Dette vil også komme til at gælde for mange landmænd, hvis ikke de kommer på kursus i løbet af efteråret og vinteren 2021/22. Det er nemlig fire år siden, vi sidst havde ”det store hold” igennem kurserne rundt om i landet. Derfor er det vigtigt at holde styr på, hvornår man sidst var afsted, og holde øje med hvornår der afholdes kursus. 

Kommer man ikke på kursus, før ens bevis udløber, mister man ikke beviset. Men man mister til gengæld muligheden for lovligt at kunne købe og anvende professionelle bekæmpelsesmidler, indtil man har været på kursus igen.
 

Må ikke reklamere for kurserne

Ændringer i reglerne (GDPR-regler) gør, at landboforeninger og rådgivningscentre ikke må reklamere for AMU-kurserne eller indkalde til kursus som tidligere. Det er derfor vigtigt, at man selv aktivt undersøger, hvornår næste kursus afholdes.

Dette kan gøres via www.voksenuddannelse.dk, hvor man også skal tilmelde sig. Man kan også tjekke kurser via den lokale AMU-skole eller landbrugsskole, da disse tit er med som arrangør. 

Det er ikke længere muligt at blive tilmeldt igennem sin planteavlskonsulent, men denne vil kunne hjælpe med at oplyse, hvornår der afholdes kursus.  
 

Tjek her hvornår du sidst var på kursus

Er man i tvivl om, hvornår man sidst har været på kursus, er der flere muligheder for at tjekke dette:

  1. Kig på dit seneste bevis, og se hvornår det udløb. Husk det skal kunne fremvises ved en evt. kontrol.
  2. Via følgende link kan man tjekke sit CVR- eller autorisationsnummer for at se, hvornår autorisationen udløber: https://mst.dk/kemi/pesticider/anvendelse-af-pesticider/forhandlere-af-pesticider/ 
  3. Via følgende link kan man logge ind på sin MAB-autorisation, og se hvornår det udløber: https://mab.mst.dk/ 


Indhold af kurset

Kurset er et AMU-kursus og har derfor en varighed af 7,4 time.

Der vil primært blive undervist i følgende emner: korrekt håndtering og anvendelse af bekæmpelsesmidler, lovgivning, sprøjtestrategi og IPM-principperne.

Nogle steder udbydes kurserne også til de mere specialiserede områder, såsom skovbrug, gartneri og Danfoil sprøjter. Det er op til den enkelte at undersøge, hvor disse kurser afholdes. 
 

Efter gennemførelse af kurset

Når man har gennemført kurset, skal man ind og ansøge om ny autorisation, som koster 340 kr.

Det er vigtigt at tjekke, at det nye kursus er gældende, inden man bestiller autorisationen, da denne bliver bundet op på det kursus, der er gældende. Man kan derfor risikere at skulle ind kort tid efter og lave en ny ansøgning, hvis det nye kursus ikke er blevet registreret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.