Nyt alternativ til CropSat til gradueret gødskning

Yara og Datalogisk lancerer en ny satellitbaseret tjeneste til gradueret gødskning.

Atfarm er et nyt digitalt beslutningsværktøj, der som CropSat og CropManager bruger biomassekort fra satellitter til at graduere kvælstof til afgrøderne. Det er Yara og Datalogisk, der står bag Atfarm, der lanceres som online web-app.

»Atfarm omfordeler gødningen inden for marken, ligesom man kender fra CropSat. Den måde, vi omfordeler på, minder om CropSats metode.

Vi bruger bare vores egen Yara N-sensors omfordelingsalgoritmer til at graduere med. Dem har vi arbejdet og forbedret på i 20 år, så vi har stor erfaring med dem«, siger Jesper Ulnitz, chefagronom, Yara Denmark.

Graduere på flere måder

Planteavler Allan Klestrup Hansen fra Odsherred dyrker 330 ha med brødhvede, frøgræs og raps. Han har i længere tid været på udkig efter et satellit-baseret værktøj til at graduere gødning til brødhvede på flere måder. Han har valgt Atfarm, fordi det har en speciel al- goritme til proteingødskning.

»Det er et evigt dilemma, om man skal give de planter, der har det værst eller bedst, mest gødning. Atfarm har en indbygget funktion, som gør, at jeg ved et tryk på en knap selv kan vælge, om jeg vil gøde efter den ene eller anden strategi«, siger Allan K. Hansen.

Jesper Ulnitz fortæller, at ved proteingødskning vender Atfarm omfordelingsprincippet så de gode områder boostes. Det sker for at undgå en udtyndingseffekt, da proteinindholdet ellers ofte er lavere, hvor udbyttet er højest.

Også på ældre spredere

Landmænd, der har en ældre spreder, der ikke kan indlæse tildelingskort, får her en ny mulighed. De kan også bruge Atfarms mobilapp til at graduere efter. Mens man kører, kan man se tildelingskortet på mobilen, som hele tiden anbefaler hastigheden. Man graduerer så at sige via kørehastigheden.

»Det er en lidt billigere måde, så alle får mulighed for at graduere«, siger Jesper Ulnitz.

Afløser ikke N-sensoren

»De landmænd, der har en Yara N-sensor, skal dog ikke gå væk fra dette system. For det er mere præcist end satellitbilleder, og virker også, når der er skydække. Atfarm er ikke en afløser for N-sensor«, siger han.

Datalogisk distribuerer og yder support på Atfarm, som kan købes gennem Næsgaard Mark. Brugere kan tilgå deres marker via app’en, fortæller Birger Hartmann, Datalogisk.

Atfarm er allerede tilgængeligt for landmænd i bl.a. Tyskland og Frankrig og blev sidste år testet hos enkelte landmænd i Danmark.

Torkild Birkmose, landskonsulent på Seges, mener ikke, der er den store forskel i systemernes forskellige modeller og algoritmer.

»Forskellen består især i, at CropManager er koblet op på MarkOnline og Farmtrack, så marker og behandling er lagt ind på forhånd«, siger han.

CropSat er gratis at bruge, mens Atfarm og CropManager kræver abonnement.

Faktaboks

Om Atfarm:

  • Omfordeler kvælstof efter 
satellitbilleders biomassekort.
  • Har ekstra algoritme til proteingødskning af fx. brødhvede. 
  • Data indlæses vha. USB stik i alle moderne spredere.
  • På ældre spredere, der ikke kan indlæse tildelingskort, kan gradueres med mobilapp.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.