Derfor skal du bruge sprøjtevinduer

Et mindre, usprøjtet areal i marken giver mange gode informationer, som fortæller, om sprøjtningen har virket efter hensigten. Kan du huske tilbage i 2019 med ubehandlede hjørner og kiler med rust i hvede? Her var der syn for sagen af effekt og timing af svampesprøjtningen.

Af Carsten Fabricius, afdelingsleder, Planteværn, Seges

Enhver landmand bruger meget tid på at afgøre, om der skal sprøjtes i marken eller ej. Men følger du op på, om du fik den ønskede effekt?

Et mindre, usprøjtet areal i marken giver mange gode informationer, som fortæller, om sprøjtningen har virket efter hensigten.

Det kan evalueres, om ukrudtsmidlet har virket tilfredsstillende og om det valgte middel og dosis var bedst til formålet.

Det samme bør vurderes ved svampebekæmpelse og vækstregulering. Kan du huske tilbage i 2019 med ubehandlede hjørner og kiler med rust i hvede? Her var der syn for sagen af effekt og timing af svampesprøjtningen.

Er du i gang med at nedkæmpe en stor bestand af væselhale, italiensk rajgræs eller agerrævehale, bør du selvfølgelig ikke lave ubehandlede vinduer. Men på arealer uden problemukrudt, er det oplagt med sprøjtevindue.

Læs mere om ny fotokonkurrence "Vis mig dit sprøjtevindue" her

 

To hvide flexstokke giver god markering af et sprøjtevindue.

IPM rimer på sprøjtevinduer

I flere marker er der begyndende resistens mod forskellige ukrudtsarter. Antallet af aktivstoffer til brug mod ukrudt, sygdomme og skadedyr bliver mindre.

Derfor er det vigtigt at bruge IPM-redskaberne i marken.

IPM-tiltagene er brug af ”mange små hamre”. Det gælder om at tænke sædskifte og bruge varslinger.

IPM er også at vælge de bedste og mest skånsomme plantebeskyttelsesmidler og tilpasse dosering efter behov – så lidt som muligt og så meget som nødvendigt.

Endelig er et af principper i IPM at vurdere, om sprøjtningerne har virket tilfredsstillende. Derfor er sprøjtevinduer et godt redskab til at blive klogere.'

'

Striben med kornblomst afslører, at sidevind ved efterårssprøjtningen har gjort fordelingen af sprøjtevæsken under bommen ujævn. Er sprøjteteknikken optimal?

Vis mig dit sprøjtevindue

For at sætte fokus på sprøjtevinduer, lancerer Seges konkurrencen ”Vis mig dit sprøjtevindue” i samarbejde med Dansk Planteværn.

Du sender et spændende et foto af sprøjtevinduer fra marken med en god historie tilknyttet. Fagfolk fra Seges vil kommentere de indsendte observationer i små artikler på Mark Plus.

Sprøjtevinduet kan være planlagt og være markeret med to hvide stokke eller anden form for afmærkning.  De mere utilsigtede sprøjtevinduer er også gode til evaluering, f.eks. en ubehandlet kile eller en utilsigtet sektionslukning af sprøjten. 

 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.