Landmand med 750 hektar: Graduering har løftet udbyttet med 10 procent

Mariesminde Landbrug deltager i Landbrugsstyrelsens pilotprojekt om præcisions-jordbrug og ser præcisionsteknikkerne som win-win for både landbrug og miljø.

Præcisionsteknikker er ikke nye Mariesminde Landbrug i Salling nord for Skive.

Kristian Boel Østergaard, som overtog bedriften efter sine forældre i 2016, kan stadig huske, hvilken revolution en såtraktor og en sprøjtetraktor med GPS var tilbage midt i nullerne.

Derfor har det været en selvfølge for bedriften altid at købe maskiner, der var forberedt for ny teknik.

Kristian Boel Østergaard lægger biomassekort til grund for både såning, gødskning og brug af planteværn, dog i forskellige grader. Boniteten varierer fra JB4 til JB7 på de 750 hektar i omdrift, men svinger dog heldigvis sjældent meget i den enkelte mark.

Langt de fleste afgrøder er sået med gradueret udsædsmængde, mens gødningen er blevet gradueret til de to sidste eller især den sidste gødskning.

Grundgødskningen sker med gylle, som der har været taget prøver af, hvilket har været en øjenåbner for variationerne i gylle og medvirket til en mere præcis gødningstildeling. Fra næste sæson kommer al gyllen fra et biogasanlæg med dokumentation for indholdet.

Kristian Boel Østergaard oplever, at biomassekortene er blevet bedre gennem årene. Han korrigerer selv kortene ud fra årsvariationer og sit kendskab til jorden.

Også kalkning blev senest gradueret efter et jordbundskort med positionsbestemte prøver for hver tre hektar. Det bliver fremover for hver hektar for at øge effekten af gradueringen.

Når det gælder planteværn, er der gradueret svampebekæmpelse og vækstregulering ud fra biomassekort med mulighed for øge eller reducere mængden med op til 30 procent ift. en standarddosering.

Desuden er der i samarbejde med eksterne aktører lavet ukrudtskortlægning med ATV-båret kamera i vårbyg inden den anden ukrudtsbekæmpelse.

Når han skal gøre sine erfaringer op på tværs af årene og de forskellige indsatser, er han ikke i tvivl om, at der også er en økonomisk gevinst ved præcisionsjordbrug, også ved omfordeling.

Dertil kommer helt ensartede marker, ingen lejesæd og mindre høstbevær.

»Jeg vurderer, at vi samlet set har oplevet et udbytteløft på 10 procent, som især skyldes et løft på de lidte ringere dele af jorden - men her er det selvfølgelig svært at vide, at om vi er gået glip af noget på de gode dele, fordi der er taget noget fra dem,« siger han.

Læs mere om Mariesminde Landbrug og erfaringer med gradueret tildeling af hjælpestoffer til marken hos andre landmænd i det nye nummer af specialmagasinet MARK, der udkommer tirsdag 3. november. 

Faktaboks

 

Mariesminde Landbrug

  • 750 ha (inkl. forpagtninger), dertil et samarbejde om yderligere 200 ha.
  • Producerer årligt 4.000 økologiske og 36.000 konventionelle slagtesvin til Tican.
  • Sædskiftet omfatter rajsvingel, alm. rajgræs, spinat, vinterhvede, vinterraps, vårbyg og majs til biogas.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.