Rapport: Biodiversitet er fortsat i tilbagegang

Det går stadig tilbage for biodiversiteten i Danmark. Det skyldes især mangel på plads til vild natur, fastslår rapport.

Du har sikkert lagt mærke til, at der ikke er så mange viber og stære som tidligere. Måske har du også lagt mærke til, at man efterhånden skal være heldig for at se en af de mere sjældne sommerfuglearter eller biarter.

Danmarks biodiversitet er i tilbagegang. Det viser en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi. Ligesom for ti år siden har forskerne set på ni økosystemer, som tilsammen dækker Danmark til lands og til vands. For hvert økosystem har de nærstuderet udviklingen for en række indikatorer, som er valgt til at repræsentere økosystemets arter, levesteder og processer.

Resultaterne fra undersøgelserne viser, at konklusionen fra en lignende undersøgelse fra 2010 kan gentages i 2020: Det er ikke lykkedes at standse tabet af biodiversitet i Danmark.

Der mangler vild natur

»Selv om tilbagegangen i biodiversiteten fra 2010 til 2020 ikke nødvendigvis er voldsom, er situationen kritisk, da tilbagegangen i de fleste tilfælde sker fra et udgangspunkt, som i forvejen var ugunstigt«, siger Anne Erland Eskildsen, specialkonsulent, Natur & Biodiversitet, Seges.

Hun tilføjer, at hver fjerde art af Danmarks mere end 300 biarter er truet, ligesom hver femte art af dagsommerfugle er det. Kendetegnende for disse arter er, at de ligesom mange andre truede arter holder til i den fjerdedel af landet, som ikke er dyrkede marker, byer og veje.

»Det stemmer fint overens med rapporten, som konkluderer, at tilbagegangen i biodiversiteten er mest omfattende i skove, moser, enge og på heder. Omvendt har biodiversiteten det lidt bedre ved kysterne samt i søer og havet«, siger Anne Erland Eskildsen.

Plads til forbedringer

Det positive ved biodiversitet er, at man med få og forholdsvis enkle tiltag kan forbedre den.

»Landmænd kan gøre stor gavn med få og billige tiltag. Særligt uddannede rådgivere kan hjælpe landmanden med at lave et NaturTjek, ligesom der findes pjecer og andet godt materiale på nettet«, siger Anne Erland Eskildsen.

Blandt de gavnlige tiltag for at forbedre biodiversiteten nævner hun: Bevar og pas på småbiotoperne i agerlandet. Udtag arealer til permanent natur i kiler og ukurante hjørner af marken. Bevar gamle træer og sørg for ekstensiv græsning eller høslæt på overdrev, enge og heder.

Faktaboks

Biodiversitet

  • FNs definition af biodiversitet: Mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer samt de økologiske samspil, organismerne indgår i. Biodiversitet omfatter såvel variationen inden for og mellem arterne som mangfoldigheden af økosystemer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.