Såbarometer: Såning af vårkorn tæt på færdig før påske

Majssåningen går for alvor i gang i påsken. Nogle er tyvstartet - trods lave jordtemperaturer først på ugen.

"Al vårsæd er nu sået. De første majs er også i jorden, og vi forventer, at der i påsken bliver fuld gas på såning af majs«.

Sådan lød det fra planteavlskonsulent Ulla Plauborg fra LMO i går tirsdag. 

Og hun udtrykker meget fint det, som konsulenter landet over fortæller. At såning af korn, hestebønner og roer stort set er overstået under rigtig gode såforhold. Og at de forventer, at majssåning for alvor går i gang i påsken, hvor vejret igen bliver lunere.

På danmarkskortet herunder er vist forventet såning i forhold til det planlagte pr. 20. april.

Såning af majs

Majssåning anbefales først ved en jordtemperatur på over otte grader i 10 cms dybde uden, væsentlige nedbørsmængder den følgende uge og helst med stigende temperaturer, fortæller Per Skodborg Nielsen fra Sagro.

Først på ugen var jordtemperaturen kun 5-7 grader de fleste steder. Alligevel er mange tyvstartet med majsen.

Ole B. Hansen fra Landbrugsrådgivning Syd fortæller, at på trods af de lave temperaturer er der sået meget majs i det syd- og sønderjyske, da såbedet er perfekt, og der samtidig er udsigt til varmere vejr.

De fleste var dog stadig i gang med at pløje, nedfælde gylle og forberede såbed til majs først på ugen. Konsulenterne forventer, at majssåningen for alvor tager fat i påsken og ugen efter påske.

Såbedet er tørt i toppen

Der er også meldinger om tørre forhold i de øverste jordlag nu trods de 100 mm regn, der kom i marts.

»Såbedet er ekstremt tørt, hvor der er pløjet, så jordpakning og den rigtige indstilling af sådybden er vigtig. Der bliver også stor risiko for sandflugt over en lang periode«, siger Christian Hansen fra Sagro.

Ifølge Carsten Kløcher fra Djursland Landboforening er det pokkers tørt, men det er faktisk lykkedes at lave nogen rigtig flotte såbed, der godt nok er lidt tørre i toppen, men fint fugtige lidt nede. Men i vintersæd, raps og græs begynder det at blive ret tørt.

»På det lettere jord er såbedet tørt, men der er stadig fint med fugt ved kernerne, hvis jorden ikke har ligget pløjet for længe uden pakning. Enkelte steder er såbedet blevet for fint, hvilket kan resultere i erosion, specielt ved kraftig regn«, lyder det fra Daniel Damhus fra LMO.

Ifølge Hanne Pontoppidan fra Centrovice har rågerne har mange steder været hårde ved de marker, der blev sået omkring 1. marts.

 

Faktaboks

Status på såning

  • Såning af korn, hestebønner og roer er stort set overstået under rigtig gode såforhold.
  • Majssåning begynder for alvor i påsken og ugen efter.
  • Jorden er ved at være meget tør - især i de øverste jordlag.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.