Udsigt til middel frøhøst med pil opad - tør juni stjæler toppen

Generelt står der nogle flotte frøgræsmarker rundt om i landet. Den seneste tids tørre forhold har dog kostet udbytte på lettere jorder, vurderer avlschef.

"Der står generelt nogle flotte frøgræsmarker rundt om i landet. Jeg tror på en pæn frøhøst, som generelt vil ligge lidt over middel«.

Sådan siger Birthe Kjærsgaard, avlschef, region øst, hos DLF.

Hun mener, at der især er to forhold, der kommer til at trække årets udbytter op i frøgræsmarkerne. Et godt udgangspunkt - det vil sige gode udlægsmarker - samt de forholdsvis kølige forhold med god fugt i jorden i forsommeren.

Hun tilføjer dog samtidig, at der vil være marker, hvor toppen er taget af udbyttet.

Det skyldes de varme og tørre forhold i sidste halvdel af juni. Luftfugtighed, sol og varme betyder nemlig meget i frøgræs, som lukker af og forcerer modningsprocessen, hvis det bliver for tørt.

Langstrakt frøhøst

I år er der stor forskel på, hvor meget nedbør der er faldet i forsommeren.

Jylland og Fyn har fået betydeligt mere nedbør end resten af landet.

Det får indflydelse på, hvornår de forskellige frøgræsarter er klar til høst forskellige steder i landet.

»De første landmænd har skårlagt frøgræs, ligesom der er eksempler på landmænd, der har høstet noget af frøgræsset. Det er dog typisk på lidt lettere jorder, hvor det har været tørt. Derfor er det for tidligt at bruge disse udbytter til at sige noget generelt om årets frøhøst«, siger Birthe Kjærsgaard.

Faktaboks

Frøgræs i Danmark

  • Danske landmænd dyrker ca. 100.000 hektar frøgræs.
  • Rajgræs er den største art og udgør ca. halvdelen af arealet.
  • Rødsvingel er den næstmest dyrkede art og udgør ca. 20-25 pct. af arealet med frøgræs i Danmark.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.