Vinder af sprøjtevindue-dyst: Førstepræmie skal forbedre natur på udtaget jord

Vinder af fotokonkurrencen "Vis mig dit sprøjtevindue" i sæson 20/21 blev et sprøjtevindue for ukrudtsbekæmpelse af majs, der er indsendt af driftsleder Magnus Søgaard, Assendrup Hovedgaard.

Magnus Søgaard, driftsleder for marken på Assendrup Hovedgaard ved Haslev på Midtsjælland, løb med førsteprisen i fotokonkurrencen "Vis mig dit Sprøjtevindue" i dyrkningssæson 20/21.
  
Præmien lyder på et naturtjek udført af konsulenter fra Seges til en værdi af 10.000 kr.
 
De indsendte bidrag til konkurrencen blev bedømt af fagfolk fra Dansk Planteværn og Seges, og de pegede altså på Magnus Søgaards sprøjtevindue for ukrudtsbekæmpelse i majs til en topplacering.
 
Majsen er i øvrigt nu høstet, og markerne var overraskende rene efter sidste sprøjtning, ifølge Magnus Søgaard. Normaludbyttet i majsen er 11.500-12.000 FE pr. hektar, og i år blev det til en høst under middel med et udbytte ca. 5 procent lavere end i et normalår.      

NATURTJEK SKAL forbedre UDTAGET JORD

Førstepræmien blev overrakt for nylig til Magnus Søgaard af Tanja Andersen, direktør for Dansk Planteværn.
 
2. og 3. præmie i konkurrencen, begge et stk. gavekort til restaurant Flammen, går til Bjarne Klitgaard og Anders D. Jørgensen. Alle præmier er sponseret af Dansk Planteværn, der sammen med Seges og Mark Plus er arrangør af konkurrencen.
 
Magnus Søgaard fortæller, at naturtjekket meget belejliget kan bruges i forbindelse med, at Assendrup Hovedgaard formentlig kommer til at udtage jord som konsekvens af den nye klimahandlingsplan for landbruget.
 
"Jeg forventer, at vi kommer til at udtage jord i form af markkanter og hjørner, som vil blive udpeget som ikke-produktive arealer.

Her vil vi gerne sørge for, at arealerne kan bidrage med en stor, positiv natureffekt, samt de ikke vokser til i ukrudt og tidsler, som kan sprede sig til det dyrkede areal. 
 
Desuden har vi i forvejen skov og eng, hvor vi gerne vil forsøge at opnå en endnu bedre natureffekt, end arealerne har i forvejen," siger Magnus Søgaard.
 
Assendrup Hovedgaard omfatter et markbrug på 320 hektar med grovfodersædskifte samt dyrkning af korn, raps og frøgræsser. Til bedriften hører en besætning på 320 RDM malkekøer.

NY UDGAVE AF VIS MIG DIT SPRØJTEVINDUE

Tanja Andersen fra Dansk Planteværn fortæller, at dyrkningssæson 21/22 vil byde på en ny udgave af "Vis mig dit Sprøjtevindue". Samarbejdspartnere vil igen være Seges og Mark Plus.
 
Landmænd med sprøjtevinduer i vinterafgrøderne, som de har mod på at vise frem, kan altså allerede nu så småt begynde at forberede sig på at indsende deres bidrag til konkurrencen, blandt andet ved at tage billeder af sprøjtevinduet gennem vækstsæsonen.

Sprøjtevinduer i vårafgrøder indgår naturligvis også i konkurrencen.

Fotokonkurrencen "Vis mig dit sprøjtevindue" er sponseret af Dansk Planteværn. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.