Bukh-bøgerne er næsten solgt, og nu kalder værktøjet

Ugens profil: Ivan Laursen fra Samsø Landbrugsmuseum har solgt næsten hele oplaget af hans bog om Bukh-traktorer.

Ivan Laursen, forfatter og indehaver af Samsø Landbrugsmuseum har nu efter næsten præcist et år solgt så godt som hele oplaget på 1.000 styk af hans bog »Bukh - Motorfabrikken og traktorerne«. Og nu er han meget passende gået i gang med restaureringen af en Bukh Jupiter fra 1968.

"Ja, oplaget er næsten solgt, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Der er ikke planer om genoptryk, medmindre jeg kan samle bestillinger nok til, at det giver mening. Det var meningen, at jeg skulle have solgt bøger til nogle veteranarrangementer her i foråret og sommeren, men det bliver jo af gode grunde ikke til noget", siger Ivan Laursen.

"På Samsø var der planlagt veterantraktorudstilling første weekend i august, hvilket vi normalt holder hvert andet år. Det er Samsø Veterantraktor- og Maskinklub der er arrangør i samarbejde med Dansk Veteran Traktor Klub. Her plejer vi at køre med selvbinder, tærskeværk, kartoffeloptager og hvad vi ellers finder på. Men arrangementet er aflyst grundet restriktionerne i landet", siger Ivan Laursen.

Bevare historien

Men de aflyste arrangementer har gjort, at Ivan Laursen har fået tid i værkstedet.

"Jeg er i gang med at renovere en Bukh Jupiter fra 1968, der var delvist adskilt, da jeg købte den i november 2002. Alt det mekaniske er efterhånden lavet, så det næste er afrensning og maling. Normalvis maler jeg ikke mine traktorer, da det kan slette historien fra et langt traktorliv. Det kan være forhandlerklistermærker, eller steder der er slidt blanke af, hvor folk normalt holder hænderne under kørsel eller ved ind- og udstigning på traktoren", siger Ivan Laursen.

"Når jeg alligevel har valgt at male min Bukh Jupiter, er det fordi den tidligere ejer var gået i gang med malearbejdet, men aldrig var blevet færdig; og så er renoveringsprocessen dokumenteret med en masse foto undervejs. I forbindelse med bogskrivningen, fandt jeg ud af, at min Bukh Jupiter har kørt i nærheden af Nr. Broby på Fyn fra ny", siger Ivan Laursen.

Et præcist billede

En bog, der udelukkende handler om Bukh-traktorernes historie, må i forlagsbranchen siges at være en smal udgivelse målrettet de få - men bogen »Bukh - Motorfabrikken og traktorerne«, solgte fra starten rigtig godt. Forfatteren er også manden bag Samsø Landbrugsmuseum, der rummer en fin samling veterantraktorer.

Ivan Laursen er selv opvokset med den danskfremstillede traktor og har samlet informationer om Bukh siden han var 10-11 år gammel. I bogen har han tegnet et præcist billede af Bukh ved at samle data og fotos sammen om Bukh & Gry og senere Bukh-produkterne, lige fra virksomhedens start i Hørve i 1904 og til bygninger og resterende inventar i Kalundborg blev afhændet i 1995.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.