Danish Agros svenske maskinbusiness lægger tunge omkostninger bag sig

Der spås vækst i datterselskabet Swedish Agro Machinery, hvor der omsider er håb om positiv bundlinje.

Det har kostet store millionbeløb at få Danish Agros maskintropper på plads i Sverige.

I de seneste tre-fire år har Danish Agro rapporteret tocifrede milliontab på aktiviteterne i Sverige, som har været under opbygning med delvis opbygning fra bar mark.

Men her i 2021 forventer Danish Agro, at resultaterne vender. I en pressemeddelelse oplyses det, at regnskabsresultaterne i det såkaldte ebita, driftsresultatet før goodwillafskrivninger, var positivt med 17 mio. s.kr. i 2020.

Store engangsomkostninger, som Danish Agro ikke slæber med sig videre, belaster dog regnskabet til et nyt samlet minus, som selskabet oplyser til at være i størrelsesorden med foregående år. I 2019 fik man et minus på ca. 75 mio. skr.

I år ser den lokale direktør, svenske Hans-Christian Ripa gode muligheder for vækst generelt – bl.a. båret af fremgang for hovedbrandet Claas og flere andre stærke mærker fra porteføljen.  

"Trods det udfordrende 2020 er vi nu veletableret og på plads i Sverige. Der er stadig en del turbulens i maskinbranchen, men vores retning står fast. Vores salg af mejetærskere udvikler sig positivt og sammen med vores kolleger rundt om Østersøen har vi 40 pct. af tærsker-markedet. Vi ser rigtig gode vækstmuligheder for varemærket Horsch og satser på at øge vores traktorsalg", siger han bl.a. i en kommentar.

Swedish Agro Machinery har 12 afdelinger rundt i Sverige inklusiv et hovedkontor og et stort logistikcenter i Skurup tæt på Malmø ligesom man samarbejder med en række fritstående værksteder flere steder i Sverige.  

I Danish Agros samlede maskinsalg er aktiviteterne i Sverige kun en mindre del af porteføljen med egne selskaber i en lang række lande omkring Østersøen og et samlet salg på 4,8 mia. kr. i 2020 og ca. 1.200 ansatte.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.