Dansk maskinfabrik har måttet hæve priserne tre gange

Trods prisstigninger på i alt 15 pct. ser salget stadig lovende ud for Fransgård Maskinfabrik.

Vi har skrevet en del om prisstigninger på landbrugsmaskiner her på landbrugsavisen.dk.

Hos Fransgård Maskinfabrik har de nu måttet hæve priserne tre gange fem procent i løbet af 2021 for at  holde inflationen i deres omkostninger nogenlunde i skak.

”Vi har haft en stigende omsætning, men vi har ikke kunnet lægge det til bundlinjen lige så hurtigt, som vores omkostninger er steget”, fortæller adm. direktør Jens Plogh.

Han har ellers lige afleveret et årsregnskab, hvor bundlinjen med et resultat på 2,15 mio. kr. er vokset med 41 pct. i forhold til forrige års resultat. Det skyldes dog et kortvarigt ”fiks” i form af reducerede salgsomkostninger under corona, hvor lejen til dyre staldpladser, overnatninger og timeforbrug på diverse messer har været sparet væk.

Kan I blive ved med at sælge med den inflation, der er i priserne?

”Ja, det er faktisk det mest utrolige. Vi har stadig har meget travlt. Vi har den største ordrebeholdning i mange år. Kan det blive ved, spørger vi da også os selv om. Vi kniber os lidt i armen, men lagrene rundt omkring er lave rundt omkring, så vi tror, at de også køber godt ind til foråret. Produktionsmæssigt ser det godt ud, men der er virkelig store udfordringer med at få råvarerne og komponenterne til produktionen”, siger han og nævner, at man aktuelt har oplevet meget stor efterspørgsel efter diverse skovmaskiner fra USA og Canada og hen over sommeren måtte opgive at levere alle de græsmaskiner, som der ellers var bud efter – simpelthen fordi man ikke havde gearkasser nok.

Vi hørte fra CNH i går aftes, at de simpelthen må lukke produktionen nogle steder. Hvordan ser det ud hos jer?

”Vi har heldigvis kunnet producere på fuld kraft under corona. Der har været nogle omstillinger til andre maskiner, mens vi har ventet på de rigtige komponenter. Men vi frygter mest 2022. Det er mest komponenter, der kommer fra Fjernøsten, som giver os problemer. Vi prøver at komme ind og se, om vi kan finde alternative leverandører – eks. europæiske leverandører, selvom de er dyrere. Det må hellere koste lidt mere, og vi stadig kan producere end, at vi må stoppe helt op”.

Hvad tænker du om situationen, når du står midt i den?

”Det er ambivalent. Vi er nordjyder og tror ikke på, at det kan forsætte det her. Hvis det fortsætter med de her prisstigninger, så fortsætter det ikke med den ordrebeholdning. Vi har et inderligt ønske og forhåbning om, at det kan stabilisere sig lidt, og vi kan bruge vores tid og energi på andet end at få ting frem fra leverandørerne.”

Hvad siger de i næste led om situationen?

”Dem der får produceret i Østen siger eks, at mange kinesiske fabrikker kun har strøm fire dage om ugen – og de ved ikke, hvornår de kan få tingene ud af havnene. Fragtpriserne er mangedoblet. Vi har leveret ekstremt mange container til USA og Canada. Før kunne vi bestille den en uge før, nu skal vi bestille den fem-seks uger i forvejen. Vi lever heller ikke op til vores leveringsforpligtigelse, fordi vi må sadle om, fordi vi mangler en komponent. Kunderne har heldigvis forståelse for det, for de hører det samme hos alle leverandører”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.