Danske tromler og sprøjter produceres på fuld tryk – men hvad sker der om fire uger?

Både Hardi og Dalbo er i fuld sving med at producere og sende maskiner ud til landmænd i ind- og udland.

Corona-krisen er ikke sat produktionen ud af spil hos en lang række danske producenter af landbrugsmaskiner.

Hos Dalbo i Bindebøl ved Vejle kører produktionen – helt som den plejer på det her tidspunkt af året – på kogepunktet.  

”Der er fuld hammer. Vi er på index 120 lige nu. Vi buldrer på”, lyder det fra adm. direktør Carsten Abel, som fortæller, at man er begunstiget af det gode vejr i landbruget lige nu.

”Der er mange, som beslutter sig for sent, og nu vil alle have maskiner. Men sådan er det altid. Det går fantastisk godt”, siger han og er alligevel ikke sen til at komme med forbeholdene.

For hvad er situationen om nogle uger, når det nuværende lager af dele og komponenter er brugt op?

”Udfordringen for os er landevejstransporten. Vi er meget nervøse for den situation. Transportfirmaer melder ok lige nu, men vi forudser en eller anden form for udfordring. Lige nu er jeg mest bekymret for, at de der udgangsforbud gør, at chaufførerne gør, at de vil køre afsted.Tingene er tiltagende vanskelige, når vi er sydpå. Vi kigger på scenarier på udviklingen på ordrerindgangen, lige fra rigtig ærgerligt til halv-ærgerligt”, siger han og påpeger, at produktionen helt normalt falder betydeligt hen i sommerperioden.  

”Vores juli er normalt kun halv så stor som marts. Men bliver den ved med at være i den størrelse? Vi håndterer den med sædvanlige tilpasninger. Så er der den strategiske situation, er det længe eller kort? Vi ved ikke, om regeringens pakker er der til sommer, hvis vi er ramt der. Men vi kan måske stå med nogle voldsomme opbremsninger”, siger han.  

I Nr. Alslev på Falster producerer Hardi marksprøjter i almindeligt gear, lyder meldingen fra salgs- og marketingsdirektør Peter Henrik Dahl.

”Fabrikken er på næsten fuld tryk i øjeblikket. Vi har delt det op i dag- og aftenhold, så vi får mere afstand mellem folk. Reservedelsforsyningen kører fra Frankrig i skrivende stund. Der er ikke forandringer på det, og der er en stor ordreportefølje, der skal leveres. Det er lige årstiden nu.  Vi følger det selvfølgelig dagligt og gør situationen op hver morgen”, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.