Farmere udskyder maskinindkøb – John Deere ramt i nyt regnskab

Trumps handelskrig trækker spor i kvartalstallene hos maskingiganten John Deere.

Bevares.

Omsætningen er stadig svimlende – og bundlinjen prangende set i sammenhæng med danske virksomheder.

Men maskingiganten John Deere mærker en afmattet steming lige nu, når det gælder afsætning af landbrugsmaskiner. Det er især usikkerheden, der sværmer over de amerikanske farmere som følge af de Trumps handelskrig med Kina, der nu har sat sig i maskinsalget på det for John Deere vigtige hjemmemarked i USA.

”John Deeres resultat i tredje kvartal afspejler den høje grad af usikkerhed, der fortsat overskygger landbrugssektoren”, lyder det i en kommentar fra CEO Samuel R. Allen i en fersk kommentar til regnskabet midt på fredagen dansk tid.

”Bekymringer om adgang til eksportmarkeder, efterspørgslen her og nu for afgrøder som sojabønner og situationen for afgrøderne i marken betyder, at mange farmere har udsat større indkøb af maskiner”, lyder det bl.a. fra Allen, der dog også påpeger, at en generel god samfundsøkonomi omvendt bidrager til god indtjening fra John Deeres ikke ubetydelige forretning på maskiner til skovdyrkere og entreprenører.

På landbrugsdelen faldt omsætningen med seks procent i kvartalet i forhold til samme periode året før til i alt 5.946 mio. dollar svarende til 39.777 mio. kr.

Indtjeningen faldt med 24 pct. til 612 mio. dollar svarende til 4.094 mio. kr. Dermed havde John Deere en margin på lidt over 10 pct. på deres salg og produktion af landbrugsmaskiner. Trods alt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.