Her er John Deeres nye 6R: Låner fra storebror

John Deere satser endnu mere på den brede 6R-serie, som i den nye generation kommer i hele 14 modeller. Heraf én særlig tænkt som transporttraktor og en anden som gårdens multi-redskab.

John Deere har i dag mandag lanceret sin nye 6R-serie. Det skete på et online pressemøde, hvor John Deere kunne afsløre 14 nye modeller i den kommende 6R.

Der bliver tale om en serie, som kommer til at låne elementer fra de større traktorer fra John Deere. Indeni kabinen skrotter John Deere for eksempel instrumentpanelet ved rattet til fordel for et display i højre hjørnestolpe, og udvendigt får 6R-serien eksempelvis de store sidespejle, som vi kender fra de nye 7R- og 8R-serier.

"Modellerne kan også kendes på et nyt design af motorhjelmen, og så kommer der fire nye model-varianter i programmet", fortæller Philippe Steinmann, produktspecialist på mellemklassetraktorer hos John Deere.

Af nyt isenkram i kabinen finder man også det nye E-joystick, hovedsageligt til at betjene frontlæssere med. Joysticket har knapper til vendegear, og du kan også programmere yderligere knapper på håndtaget. Samtidig har John Deere fjernet den mekaniske sikkerhedsklap på joysticket til fordel for en sensor inde i håndtaget, som registrerer, når man griver fat om det.

Stor firecylindret og rækkesekser til transportopgaver

At 6R består af mange modeller er ikke nyt. Serien opererer med fire forskellige akselafstande afhængig af modelstørrelser, men i 6R anno 2022 kommer der fire nye varianter i serien. Det drejer som 6R140 og 6R150, der bliver de største i den lille small frame-klasse. Begge får firecylindrede modeller og yder henholdsvis 154 og 165 heste ved maksimal effekt, men er der brug for det, kan traktorerne yde op til 166 og 177 heste med boost.

"Vi har styrket flere komponenter på disse to modeller, så de kan klare den højere effekt. Eksempelvis er styrecylinderne i forakslen øget i diameter, da vi har større dæk på traktorerne på grund af højere effekt", fortæller Joachim Bereth, modul-ingeniør hos John Deere.

Selv forklarer John Deere, at eksistensgrundlaget for 6R150 skal findes hos de kunder, der ønsker en kompakt, stærk og alsidig frontlæssertraktor til at klare alle opgaver på en mindre bedrift. Traktoren har eksempelvis en egenvægt på 6,5 ton, men en tilladt totalvægt på 10,45 ton, og den kan yde op til 155 liter olie pr. minut ved frontlæsseropgaver. Liften løfter samtidig 12 pct. mere end hidtil.

I klassen med lidt større akselafstand præsenterer John Deere ligeledes to nyheder i form af 6R165 og 6R185. De yder henholdsvis 182 og 204 heste, men runder 213 og 234 hestekræfter inklusiv boost. 

"Traktorerne er til landmænd og maskinstationer, der ønsker en kompakt og kraftfuld sekscylindret traktor til transport, men som har mindre akselafstand i forhold til de to næste modeller i rækken: 6R175 og 6R195 med 223 og 244 heste med boost", uddyber James Kirk, udviklingsansvarlig hos John Deere.

Han tilføjer, at alle traktorerne i 6R-serien fremover kan gøre brug af boost-funktionen, som John Deere kalder IPM, når traktorerne bruger hydraulikken. Tidligere var den ekstra effekt kun til rådighed under transport og pto-opgaver.

Topmodellen i 6R forbliver 6R250 med 275 hestekræfter ved maksimal effekt og 301 heste inklusiv boost. 

Transmissionsmæssigt bliver der forskellige muligheder. Den trinløse Autopowr kan fås til samtlige modeller, mens 6R110 til 6R140 også kommer med CommandQuad. 6R145 til 6R215 (på nær 6R185) fås også med DirectDrive-transmissionen, og sidst men ikke mindst kan 6R110-6R140 samt 6R145- 175-, 195 og 6R215 fås med AutoQuad transmissionen. 

De første modeller lander i Danmark til sommeren 2022.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.