John Deere og Agco suspenderer indtjeningsmål

Corona-krisen koster dyrt med tabte markeder og midlertidigt lukkede fabrikker, lyder det fra både John Deere og Agco.

Corona-krisens effekter hos de store traktorproducenter breder sig nu også til John Deere.

Både John Deere og Agco har mandag eftermiddag suspenderet deres udmeldte målsætninger for indtjeningen i 2020.

Ifølge John Deere er det endnu højst usikkert at udtale sig om de endelige konsekvenser for den amerikanske traktorproducent, der også en del af sin produktion i Europa, Kina og andre verdensdele.  

Traktor- og maskingiganten har dog allerede lukket fabrikker midlertidigt og reduceret produktionen rundt omkring som konsekvens af udbrud af corona-virus.  

Midt i usikkerheden meddeler John Deere nu aktionærerne, at man i forbindelse med offentliggørelsen af næste kvartalregnskab 22. maj kommer til at kommentere mere på sine forventninger til effekterne og John Deeres evne til at tjene penge på at producere og sælge maskiner.

Agco: Vi er ramt i Europa og det vil brede sig

Hos konkurrenten er meldingen til investorerne meget enslydende.

”I lyset af mangel af viden om både længden og omfanget og effekterne af krisen, så trækker Agco nu sine forventninger til salg, indtjening og andre målsætninger tilbage”, lyder det bl.a. i en børsmeddelelse fra Agco.

Agco oplyser også, at produktionen er signifikant reduceret og suspenderet på flere af selskabets europæiske fabrikker, hovedsageligt på grund af mangel på leveringer og udsættelser fra underleverandører i Europa.  

Derudover forventer Agco, at en lignende situation gradvis vil forplante sig til andre regioner fremover.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.