Klar til årets roekampagne: 11 selvkørende optagere købt ind

FMR Maskiner har solgt 11 nye og brugte Holmer selvkørende roeoptagere til årets roekampagne.

Kører man i disse uger på Falster og kigger ind forbi FMR Maskiner i Nykøbing Falster, kan man se et flot syn – 11 store, røde selvkørende roeoptagere fra tyske Holmer på rad og række.

FMR Maskiner er ved at lægge sidste hånd på klargøringen, inden de bliver fordelt ud over de sydlige Sjælland, Falster og Lolland, for roekampagnen nærmer sig, og 2.300.000-2.500.000 tons roer skal op af den fede muld.

Det skriver FMR Maskiner i en pressemeddelelse.

Roedyrkerne jagter marginaler 

FMR Maskinforretning har solgt 11 nye og brugte Holmer roeoptagere i år. De nye er alle af typen Holmer T4-40 med 6-hjulstræk, 6-hjulsstyring, et kraftværk på 625 hk til at drive maskinen og en imponerende kapacitet på ca. 3,6 ha pr. time alt efter forholdene. De kan tømme tankens ca. 45 m³/31 tons roer på 50 sekunder.

Det er ikke billige maskiner, men det er forholdet mellem pris og produktivitet, der tæller, og driftsøkonomien er optimal, fortæller maskinforretningens ejer Henrik Rasmussen.

Han har stor erfaring med at sælge og servicere Holmers maskiner, og han garanterer, at Holmer er ekstremt bevidste om, at roedyrkerne jagter marginalerne i driftsregnskabet. Jagten på effektivitet går mere via intelligente løsninger end endnu flere hk.

”De nye modeller har f.eks. et Holmer Easy Lift optagerbord, hvor sensorer hele tiden sørger for, at optageren kun går præcist så dybt, det kræves for at få roerne med – vel at mærke pr. række og pr. roe. Der bruges altså ikke mere brændstof end allerhøjest nødvendigt på processen, og roerne kommer renere op i tanken med mindre arbejde på rensebordene. Hver detalje tæller, hvis man vil sælge til de effektive og omkostningsbevidste roedyrkere”.

Rettidig effektivisering

Henrik Rasmussen indrømmer gerne, at han er imponeret over roedyrkernes fremsyn og offensive jagt på effektiviseringsgevinster.

”Roepriserne er for nedadgående og kravene fra fabrikken er stigende, men i stedet for at spilde tiden på at klage, har mange roedyrkere og deres entreprenører sat sig for at effektivisere den i forvejen rationelle drift yderligere. Det er imponerende og det har jeg dyb respekt for”, siger han.

En af effektiviseringerne foregår på maskinsiden, hvor mange altså har valgt at investere i nye og endnu mere effektive maskiner. De fleste har valgt at opgradere maskinparken med kraftige Holmer maskiner, der både tager flere ha op pr. time og afleverer renere roer i kulerne.

FMR Maskiner fortæller, at der ligger præcise kalkulationer bag investeringerne i de nye Holmer T4-40, og at det i sidste er den samlede pris pr. ha, der er udslagsgivende, når roedyrkerne beslutter sig.

Effektivitet kræver høj ”oppetid”

”Oppetid” for maskinerne er en væsentlig faktor i den relativ korte periode, roekampagnen spænder over, og vejret tillader at tage roer op. De store maskiner må helst ikke stå stille længere end allerhøjest nødvendigt. Det stiller store krav til det lokale serviceberedskab og hurtig levering af slid- og reservedele.

På den front har FMR Maskiner sørget for at kunne matche kundernes behov.

”Når kunderne effektiviserer, skal vi naturligvis også gøre det”, mener Henrik Rasmussen.

Han har investeret i et endnu større reservedelslager til sæsonen, optimeret logistikken fra centrallageret i Tyskland og har haft serviceteknikere på kursus på fabrikken i Regensburg i Tyskland. Herved står FMR Maskiner bedst muligt rustet til at leve op til målet om at afhjælpe evt. driftsforstyrrelser indenfor 24 timer.

På servicedelen er FMR Maskiner begunstiget af sin beliggenhed og roedyrkernes koncentration i området. Stort set alle roedyrkere kan nås på mindre end en times kørsel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.