Krampe afskubbervogn til entreprenører tømmes på 38 sekunder

Krampe har introduceret en nyudviklet afskubbervogn til entreprenørbranchen på Bauma-messen.

Efter at have lanceret en afskubbervogn til landbruget, er det nu blevet entreprenørernes tur. Krampe RamBody AS 620 HD er modelnavnet på den nye afskubbervogn til entreprenørbranchen, som den tyske vognproducent Krampe netop har lanceret på den store entreprenørmesse Bauma. 

Vognen er ifølge en pressemeddelelse beregnet til at arbejde under vanskelige forhold, hvor det er afgørende for sikkerheden at holde tyngdepunktet så lavt som muligt – populært sagt til at skubbe læsset af, hvor der er risiko for at vælte, hvis man tipper. Aflæsningstiden er ca. 38 sek. med en læssevolumen på 13 m³.

Den nye afskubbervogn er i sagens natur bygget til hårdt arbejde, så chassis og karrosseri er designet derefter. Derfor har vognen terrængående egenskaber og stabilitet, når den arbejder off-road, men samtidigt er Krampes kørekomfort på landevejen bevaret. Vognkassen er monteret med Hardox højstyrkestål op til 10 mm i bunden og 8 mm sidevægge. Det muliggør en teknisk nyttelast på op til ca. 24 tons.

Bagklappen på den nye afskubbervogn er opdelt i to dele. En pendulerende, tophængt  overdel, som allerede kendes fra Krampes SK entreprenørvogne muliggør doseret  aflæsning ud over en vandret/nedfældet bagklap, der forlænger bunden. Kampesten og større emner holdes derfor væk fra baglygterne og bagenden af køretøjet under aflæsningen.

Krampes nordiske salgschef Kenneth Brönner fortæller, at den nye afskubbervogn efter messen vil blive brugt og testet af forskellige kunder i løbet af 2023. En egentlig seriefremstilling ventes først at finde sted i 2024, så det varer noget tid, før vi ser den i Danmark.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.