Marginaler skilte dansker fra EM-metal

Bedste danske placering blev femteplads ved EM i pløjning i Irland.

Danmark og Jesper Ilsøe Madsen fik en femteplads som bedste placering ved weekendens europamesterskab i pløjning for vendeplove.  

Kun syv point skilte ham fra en plads på podiet og en bronzemedalje.  

”Jeg er lidt skuffet, det må jeg sige. Når jeg ser overordnet på det, så beviser jeg, at jeg kan være med blandt de bedste, men jeg ville gerne have haft den medalje," siger Jesper Ilsøe Madsen i en pressemeddelelse fra LandboUngdom, som havde sendt ham og Christoffer Dam afsted til EM.

Jesper Ilsøe Madsen noterer sig, at stenfyldte forhold i hans pløjefelt kan have spillet ind.

"Det flimrer det samlede billede, og det kan ikke undgå at have en negativ betydning. Der er jo ikke noget at gøre ved det, men det ærgrer mig da helt sikkert," siger han.

17-årige Christoffer Dam var stævnets yngste deltager. Han oplevede udfordringer med sit lejede materiel, så derfor er han godt tilfreds med en placering som nr. 15 ud af 25 deltagere.

"Jeg havde lejet mit udstyr i Irland, og det var ikke, som jeg havde håbet, og jeg har jo aldrig været med til et internationalt stævne før, så under træningen gik det ikke ret godt. Jeg troede, jeg skulle ende sidst af alle," lyder det fra Christoffer Dam.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.