Maskinhandler: Da Mette Frederiksen havde holdt sin tale, så blev der stendødt

Offentlige kunder og boligselskaber forsvandt lynhurtigt ud af branchen, da corona-krisen ramte Danmark.

Stendødt.

Sådan var reaktionen fra en lang række maskinkunder indenfor det offentlige og boligselskaber, da Danmark tilbage i marts lukkede ned.

Det fortæller adm. direktør Kristian Refnov fra Nellemann Machinery – også tidligere kendt som Svenningsens Maskinforretning.

”For en række klassiske landbrugsmaskinforretninger har markedet nok været anderledes. Men på de her områder var markedet bare væk fra den ene dag. Så snart Mette Frederiksen holdt tale, så gik det offentlige bare hjem, og telefonerne var helt døde. Vi fik et venligt opkald om, at vi kunne nå at hente nogle demo-maskiner næste formiddag, og derefter var der bare helt lukket”, beretter direktøren for maskinimportøren og sælgeren med lidt over 80 ansatte fordelt på afdelinger i både Danmark, Sverige og Norge og varetagelsen af varemærker som Kubota og BobCat.  

Han melder om et mere okay marked for entreprenørmaskiner, hvor det har svinget fra uge til uge og geografiske områder, om markedet har været normalt eller mindre underdrejet.

I de seneste uger er efterspørgslen efter reservedele vokset igen, og antallet af telefonopkald også opadgående.

”Vi må sige, at vi fik en god mulighed for at få afholdt alt vores ferie til tiden i april. Men marts og april når vi ikke vores mål. Hvad det så betyder på længere sigt, må vi se. Det er fuldstændig umuligt at sige noget om, hvordan verden og markedet ser ud i september. Realistisk set så får det her en eller anden virkning på vores samlede resultat i 2020”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.