Morgenposten: - Folkens, vi har fundet indholdet til den bedste traktor

Syv traktorer blev gennemtestet igennem adskillige uger. Det rummer bl.a. kimen til opskriften på den perfekte traktor.

God mandag morgen folkens,  

Lige netop denne morgen har jeg glæder mig til i vanvittig lang tid.  

Vi har nemlig fundet indholdet til den perfekte traktor.

Da der stadig var meget små plusgrader i starten af året, slud, regn og hvad man ellers kan forestille sig, så kørte vi syv af de mest moderne traktorer omkring 300 hestekræfter op ved siden af hinanden og kørte dem ellers i marken, ud på vejene og sammenlignede dem på kryds og tværs. En af dem blev vinderen af vores store traktortest.

På hver deres felter udmærkede de sig. Og nu kan du læse, hvad det så giver af konklusioner, hvis man kunne få lov til at tage en del, et ben fra det ene og andet mærke og sammensætte den perfekte traktor.
Det kommer der mere om lige om lidt. Først skal vi lige runde weekendens store maskinnyhed:

Birgitte blev en af Europas bedste

Lørdag fik danske Birgitte Brunsgaard Jacobsen en fornem hæder, da hun blev præmieret med en såkaldt ’Medallions for Excellence’ under europamesterskaberne for unge fagatleter, bedre kendt som EuroSkills, hvor unge fra hele Europa kæmper om at blive bedst i en lang række håndværksfag. Birgitte var Danmarks repræsentant for landbrugsmaskinmekanikere i konkurrencen for Heavy Vehicle Technology og endte med et skyhøjt pointtantal og en femteplads.    

Læs med her:Sjørup Group har nu en af Europas bedste unge mekanikere  

Kæmpe og hybridteknologi vist frem

Sidste uge var en yderst travl uge for alverdens maskininteresserede landbrugsmedier i Europa. Det vrimlede med pressemøder og events. Hos CNH viste man bl.a. en prototype frem med ny hybridteknologi i en Steyr-traktor fra fabrikken i Østrig, hvor der også produceres Case IH.

I prototypen sender motoren ”de normale” 180 heste til bagakslen, mens en ny foraksel er udstyret med en generator og en el-motor, som driver forhjulene på traktoren og sender effekten op på 260 heste plus boost. Den spændende elektriske teknologi sørger bl.a. for at levere ekstra energi, når der sættes et redskab i jorden.

Ved samme pressemøde benyttede Case IH også lejligheden til en europæisk premiere på verdens største serieproducerede traktor, den nye Case IH QuadTrac 715, som vi har omtalt før. Som navnet antyder, så har den i udgangspunktet 715 heste, men kan runde hele 778 af slagsen ved maksimal effekt. Med nyt design og ny bælteundervogn var der også flere nyheder her.

Se John Christensen forklare og vise den frem i videoen her:

 

 

 

Læs mere her:

Ny Quadtrac i Europa: Bælter forlænget for at overføre massivt moment og effekt

Med ét slag går Steyr fra 180 til 260 hestekræfter med hybridteknologi

Her har du dna’et til den bedste traktor

Og så skal vi til historien bag overskriften.

Sammen med norske, hollandske og finske medier laver vores traktormagasin TraktorTech med traktorekspert John Christensen i spidsen årligt en række større traktor- og maskintest. I år har vi haft syv 300 hestes traktorer igennem et omfattende testprogram. Traktorerne var MF 8S.285, New Holland T7.300, Valtra Q285, John Deere 6R250, Claas Axion 870 C-Matic, McCormick X8.631 og Deutz-Fahr Agrotron 8280 – altså et bredt udsnit af markedet.

Vi har selvfølgelig en samlet vinder, som meget snart vil åbenbare sig i takt med, at magasinet kommer rundt til læserne i de her dage – og så vil svaret også fremgå af TraktorTechs podcast Maskinitis, når den nye udgave udkommer tirsdag.

Men hvad består den perfekte traktor så af?

Testholdet skriver i testen, at de ville vælge følgende:


Kabinen, trinene og udsynet fra MF 8S.

En terminal med brugervenlighed og vejstabiliteten fra Valtra Q.

En motor og stilheden fra New Holland (og Claas).

GPS-systemet fra MF eller Valtra.

Manøvredygtigheden fra Deutz-Fahr og de direkte betjene-funktioner samt kabineaffjedringen fra Claas.

Abonnenter får adgangen til testet og det nye TraktorTech i vores epaperløsning i l løbet af mandag, mens vores bude kører magasinet ud i Danmark i denne uge. Magasinet kan også købes i kiosker og på tankstationer.
 

Klar med mere mekanisk ukrudtskamp

Sidste uge var det også tid for både Pöttinger og Väderstad til at præsentere en række nyheder og opdateringer.

Hos Pöttinger er man lige på trapperne med en forserie af en ny strigle, Tinecare, der markerer, at mekanisk ukrudtsbekæmpelse absolut er noget, som trender nu og de kommende år.

Väderstad viste en ny radrenser frem, som mange danskere nok kan genkende principperne i efter, at de opkøbte Thyregods radrenserproduktion tidligere på året.

I Väderstad kommer radrenserne til at hedde Extract. Modellerne kan købes fra næste sæson og vil blive tilbudt i både liftophængte og bugserede udgaver, der kan rense i rækkeafstande fra 22,5 til 75 centimeter.

Stærk strøm i kartoffelmarken

Sidste uge var også timingen for den store PotatoEurope, der samlede kartoffelavlere og maskinproducenter fra hele Europa i pomfrittens hjemland Belgien. Kollega Claus Solhøj mødte bl.a. en elektrisk nedvisner, der sender en masse stærkstrøm ud i kartoflerne i 12 meters arbejdsbredde. Teknologien er i øjeblikket tilgængeligt på det tyske, hollandske og belgiske marked samt i Schweiz og forventes til Danmark og resten af Skandinavien i 2025, oplyses det.

Se her: Firma bag nedvisning med højspænding har kig på flere afgrøder

 

Sker

I denne uge er det Amazones tur til at præsentere en række nyheder, og så forventes Valtra og Fendt også meget snart at være pletten med nye traktornyheder.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Emneord TraktorTest2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.