Nu bliver der brugt præcisionsteknologi på 57 pct. af markerne

Præcisionslandbruget er med på størstedelen af det danske landbrugsareal.

Der er stadig en del landmænd, som ikke har taget præcisionslandbruget til sig.

Men til gengæld dyrkes 57 pct. og dermed det meste af det danske landbrugsareal nu med en eller anden form for præcisions-teknologi.

Det viser Danmarks Statistisks nyeste opgørelse over brugen af præcisionsteknologi i landbruget, som er offentliggjort mandag morgen.

Den dominerende form er præcisionsstyring med RTK-GPS. Det dækker nu halvdelen af det danske areal, selvom det kun er 19 pct. af landmændene og maskinstationerne, der tilsammen bruger det.

Præcisionslandbruget har også ramt en stor del af arealet, når der skal sprøjtes.

Ifølge undersøgelsen bliver nemlig 39 pct. af arealet sprøjtet med sektionsstyring, så landmændene undgår dobbeltsprøjtning i overlappene.

Stiger år for år

Danmarks Statistik gik første gang ud med en lignende undersøgelse sidste år.

Og ikke overraskende viser tallene, at udbredelsen stille og roligt er stigende i dansk landbrug.

Mens 45 pct. af de danske landbrugsareal blev dyrket med præcisionsstyring i 2017, så er tallet nu steget til 51 pct. i år.  

Samtidig kravler anvendelsen af billeddata fra satelitter og droner også fremad, selvom det stadig er fremmed for mange i landbruget. Således steg det fra tre pct. sidste år til fire pct. i år.  

Hovedparten af disse, 57 procent, bruger billeddata til at overvåge afgrødernes tilstand, mens 36 procent bruger det mere aktivt som grundlag til at gøde gradueret i marken. Meget få, kun 13 pct. af disse, bruger det til at graduere uddelingen af planteværn, mens gradueret såning også er meget begrænset med en andel på otte procent.  

Endnu færre, to procent af landmændene, bruger afgrøde-sensorer som eks. Yaras N-sensor til måling af kvælstofbehov eller eks. ukrudtstilstanden i marken.

Læs hele undersøgelsen her:

Præcisionslandbrug 2018

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.