Ny Case IH-chef har kun allernådist fået lov til at købe en Axial Flow til egne 250 hektar

Case IH’s nye marketing manager driver selv landbrug sammen med kendt maskinkonsulent, der ikke bare lige springer ud i en traktorhandel.

Der var noget meget bekendt over navnet og ansigtet, da Case IH forleden udnævnte en ny marketing manager for Norden og Baltikum.

Geert-Jørgensen.

Martin Geert-Jørgensen er da også storebror til maskinkonsulenten Søren Geert-Jørgensen, som i dagligdagen vejleder danske landmænd om deres næste maskinkøb og gerne giver gode råd videre til blandt andet LandbrugsAvisens læsere.

Efter ti år i flere funktioner på salgssiden hos Case IH i Danmark - og siden 2014 også for Island og Norge - så har Martin Geert-Jørgensen god erfaring med mærket. På Næstvedegnen har Geert-Jørgensen i generationer været landmænd. Martin og Søren er ingen undtagelse. De har selv oprettet et Aps, hvor de nu er med i driften af 250 hektar planteavl med deres far som god hjælp til at klare arbejdet, der for brødrenes vedkommende sker simultant med en travl karriere i maskinbranchen.

I de senere år er Case IH hoppet pænt frem i salgsstatistikkerne på det danske marked. Det er nu ikke brødrenes gård, som har leveret hele gevinsten.

”Det er heldigvis lykkedes mig at overbevise ham om, at vi skulle købe en Axial Flow-mejetærsker. Den er vi meget glade for, især til vores frøafgrøder. Og vi har heller ikke købt traktorer fra andre mærker. Men vi har ikke skiftet en traktor på gården i ti år. Men det skal jo ske på et tidspunkt”, lyder det håbefuldt for storebror.

Giver det et clash, at maskinkonsulenten og sælgeren kan have lidt forskellige synspunkter på, hvornår man skal købe maskiner?

”Der er ingen tvivl om, at vi fagligt har meget, vi kan snakke sammen om med de her jobs. Han har da også nogle gode pointer om, at man skal køre mange timer med sin traktor. Men vi(hos Case IH red.) siger jo også, at køb af en ny traktor skal give mening økonomisk. Vi laver mange forskellige løsninger for, at det økonomisk er fordelagtigt for kunderne alt efter deres behov og brug”, siger han og nævner øgede muligheder for korttidsleje, operationel leasing med mere.

Med 250 hektar er det jo ikke et helt lille landbrug, I driver sammen. Er de her maskinjobs lige lidt forberedelse, inden I sådan rigtigt skal hjem og være landmænd?

”Det er noget, vi skal kombinere. Vi har begge ambitioner om, at vi vil arbejde med maskiner, Søren som konsulent og jeg med mit job hos Case IH. Det vil jeg ikke undvære. Landbruget er mest som en hobby, som man bare ikke vil undvære, når man er født og opvokset med det. Det er svært at slippe. Det giver noget adspredelse at få tingene mellem hænderne og stresse af på den måde”, siger han og fortæller, at det gælder om at få placeret en del ferie i de travle dage under høsten og efterårsarbejdet.

Hvorfor har du sagt ja til det nye job?

”Jeg havde lyst til at blive i Case IH og teamet i Norden og Baltikum. Nu kom der en mulighed for at skifte rolle ift. det, som jeg har lavet. Det er stadig de samme forhandlere og importører, men helt andre arbejdsopgaver og udfordringer”.

Hvad er den største forskel i forhold til dit gamle job?

”Nu skal jeg have med alle otte lande at gøre. Det er nye markeder for mig i Sverige, Finland og de baltiske lande. Jeg skal ud og lære dem at kende og komme med min erfaringer og indspark. Marketing manageren er mange gange bindeleddet hos os fra fabrikken/hovedkontoret i Skt. Valentin ud på markederne på alt muligt om nyt om produkterne, kommunikationen omkring det og marketingsindsatsen”.

Hvad bliver den største udfordring?

”Vi er en lidt speciel region. Lande som Frankrig og Italien er hver deres egen region, mens vi altså er otte lande sammen. Der er altså en kæmpe forskel på at være en landmand på Lolland og være landmand i Estland. Det er også noget af det, som gør det mest spændende. Det er ikke bare copy paste og køre den samme indsats alle steder”.

Du arbejder hjemme i dag, og kan vel ikke rigtig komme rundt til alle de her lande lige nu. Hvordan er det her i starten?

”Vi er lidt fanget allesammen. Vi kan godt tage til Sverige, men ellers må vi blive hjemme, og vi rejser som udgangspunkt så lidt som muligt. Det giver omvendt lidt ekstra tid til at få rokaden helt på plads, og så er det ellers en masse snak på Skype og Teams”.

Under din forgænger Morten Jørgensen har Case IH øget markedsandelen fra omkring 15 til 20 pct. i 2019. Giver det lidt præstationsangst og kan du gøre noget tilsvarende?

”Han har haft et godt team, gode forhandler og nogle gode distriktschefer”, siger han først med et grin.

”Det er da helt sikkert vores ambition at have en god og stigende markedsandel. Vi har haft en stødt fremgang igennem årene. De sidste år har vi så været heldige og dygtige til at tage et rigtig flot hop sammen med vores forhandlere, som vi har fået et rigtig godt sammenspil med. Vi fik også et boost i 2019 af at vinde nogle store handler. Vi håber også fremadrettet, at vi kan være med i de her handler og ses som et premium brand, som landmanden vil spørge til, når de skal handle”.


Martin Geert-Jørgensen har her sønnen Lauge på fem år med ude i maskinhuset.

 

Hvad er egentlig så spændende ved traktorer og landbrugsmaskiner?

”Når man er født og opvokset på et landbrug, så er der nok en medfødt fascination af landbrug generelt og maskiner. Det er ikke bare et job, men en livsstil. I min familie har vi arbejdet med landbrug i mange generationer, og jeg og min bror har taget landbrugsuddannelser. Jeg har altid været meget fascineret af maskiner”, siger han.

Efter uddannelsen fra Næsgaard Agerbrugsskole i 2006 førte landbrugs- og maskininteressen bl.a. over Spitzer Farms i North Dakota. Martin siger i dag, at måtte tage sig til tak med at arbejde for den bror, som kørte med John Deere, mens den anden havde ”det rigtige” mærke. Når man arbejder i North Dakota, så besøger man naturligt også CNH’s Steiger-fabrik. Netop Steiger og Quadtrac betegnes som ikoner hos marketing-chefen.

”Da jeg var lidt yngre, og den nye store Magnum kom frem, så var det noget, som var helt vildt, og når man sad og skævede til udlandet og så på Quadtrac bæltetraktor, så var det noget voldsomt noget, når man kommer fra lille Danmark, hvor det gængse var en Volvo 650”.

Faktaboks

Kort om Martin Geert-Jørgensen

Aktuel med:

Nyt job som marketing manager for Case IH i Norden og Baltikum.

Alder:

37 år.

Bopæl:

Bor i parcelhus i Mogenstrup ved Næstved.

Familie:

Kæreste med Susanne som han sammen har 2 børn med, Lauge på 5 år og Emilie på snart tre år.

Den perfekte weekend:

”Når man har to små børn, så er det perfekte at få tid til at slappe af og være sammen med familien. I hverdagen går det bare så stærkt med at hente og bringe dem. De fleste weekender går med et eller andet arbejde i marken på landbruget. Det afkobler også, og det er også noget, hvor vi kan inddrage familien og er et sted, hvor vi kan være sammen med bedsteforældre og min bror. Min søn vil gerne være med i alt. Min datter er lidt mere til dukker, men hun tager gerne en time med i traktoren”.

Fritidsinteresserne han ikke når for tiden:

Fodbold og golf.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.