Pöttinger vil lancere ny redskabsserie

På vej er både en ny Jumbo snittervogn, en produktionsklar version af Sensosafe til dyregenkendelse og en ny serie redskaber til mekanisk bekæmpelse.

Når østrigske Pöttinger i morgen, fredag blænder op for en on-line event for pressen, er der lagt i kakkelovnen til en bred vifte af nyheder. På forhånd vides det, at der er en ny Jumbo snittervogn på vej, ligesom man efter et langt tilløb skulle være klar med SensoSafe systemet, som opdager dyr i marken, inden skårlæggeren kører over dem.

Men til gengæld antydes det også, at østrigerne er på vej med en serie redskaber til mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

Tilgængelig er i dag kun nyheden om Sensosafe, et automatisk, sensorbaseret assistentsystem til slåmaskinen, så man opdager vildtet i beplantningen. Det intelligente system redder dyrene fra at blive dræbt af maskinen, og sikrer rent og godt foder. Allerede i 2017 blev konceptet tildelt en Innovation Award-sølvmedalje.
Baggrunden for udviklingen af systemet er, at hvis der kommer kadavere ind i siloen sammen med foderet, sker der en forrådnelsesproces. Fodring med forurenet ensilage kan hos kvæg, får, heste og fugle føre til livsfarlig botulisme. 

Pöttingers teknik går ud på, at en sensorbjælke er placeret direkte på den frontmonterede slåmaskine. Under skårlægning scannes det område, der skal slås. Hver sensor har en LED-belysning indbygget. Lyset reflekteres af plantebestanden og sendes tilbage til sensoren. Farven på vildtets pels eller fjerdragt reflekterer lyset anderledes end planterne. Det mærker sensorerne og afgiver et elektrisk signal til betjeningsenheden i traktorens førerhus.

Med Sensosafe på den frontmonterede slåmaskine løfter hydraulikken automatisk og hurtigt slåmaskinen. Sensorernes reaktionstid er 0,04 sekunder, løftet af slåmaskinen tager 0,3-0,5 sekunder, hvilket muliggør hastigheder på ca. 10 km/t.

Sensosafe 300 er udviklet til slåmaskiner op til ca. tre meter og kan anvendes til både lifthængte og frontmonterede slåmaskiner. Sensosafe 1000 er konstrueret til slåkombinationer fra 8 til 10 m. Systemet kan benyttes til Pöttingers slåmaskiner og -kombinationer samt modeller fra andre producenter.
 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.