Scantruck får erfaren maskinmand som markedschef

Den nye markedschef Dennis Faurby kommer fra en stilling som markedschef hos JCB-importøren Nicolaisen & Larsen.

Med 14 års erfaring med salg af maskiner til entreprenørbranchen og landbruget er Dennis Faurby tiltrådt som ny markedschef hos Scantruck A/S. Han får en overordnet rolle i salgsafdelingen, hvor han blandt andet skal fokusere på markedsandele, markedsdata samt nye markedsmuligheder.

Det fortæller Scantruck i en pressemeddeelelse.

Dennis Faurby er 42 år og kommer fra en stilling som markedschef hos JCB-importøren Nicolaisen & Larsen. Oprindelig er han landbrugsudannet og blev driftsleder, indtil han i 1999 tog til USA for at arbejde på en stor planteavlsbedrift.

I 2004 vendte han tilbage til Danmark og læste til landbrugstekniker, før han i 2006 gjorde sin entré i maskinbranchen som sælger hos Nicolaisen & Larsen. Efter halvandet år blev han salgsleder og kort efter salgschef i virksomheden.

Fra 2015 til 2017 var Dennis Faurby salgschef for Bobcat-maskiner hos Svenningsens Maskinforretning, hvorefter han vendte tilbage til Nicolaisen & Larsen som markedschef.

Scantruck har import og forhandling af mærker som Komatsu, Manitou, Weycor, McCloskey samt saxlifte fra såvel PB Platforms som GMG.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.