Stor dag i Paris: Også Samson vandt en stor guldmedalje

På dagen hvor dansk tennis fik en af sine største sejre hidtil i Paris, var der også ædelt metal samme sted til Samson.

Sikke en dag i Paris.

Efter at mange tusind mennesker – flere end ved ATP-turneringen Paris Masters som med Holger Runes sejr søndag også fik en dansk vinder – havde turneret rundt i hallerne ved Parc de Exposition i udkanten af Paris og sendt den ene større eller mere fantastiske maskiner efter den anden, så var det en dansk/fransk opfindelse, som løb med guldet.

Samson Agros NIR-sensor til måling af næringsstoffer på en møgspreder blev hædret med en Sima Innovation Award. Samson havde som en af få maskinproduceter hele tre nomineringer, men det var altså Optisensor’en, som blev vurderet til den mest spændende nyhed.

Kort efter overrækkelsen udsendte Samson en pressemeddelelse, hvor CEO Lars Henriksen glæder sig over bedriften.

- For nogle år siden lancerede vi en spreder med markedets bredeste kasse og den nyeste præcisionsteknologi, SAMSON US 2-3. Udviklingen af Opti-Sensor er en anerkendelse af vores sprederteknologi og understreger, at vi har sprederteknologi som imødekommer fremtidige krav. Vi er overbevist om, at vi med Opti-Sensoren har fundet et koncept, der vil kunne revolutionere måden, hvorpå fastgødning bringes ud på markerne, og vi er alle sammen utroligt glade og beærede over, at komitéen bag Sima-innovationspriserne har fundet løsningen værdig til en guldmedalje, siger han.

Tidligere på dagen var det salgs- og marketingschef Torben Larsen, som erklærede sig pavestolt over, at Samson sammen med deres franske datterselskab var med i opløbet om tre priser.

Samon er dog ikke helt uvante med opmærksomheden. Ved seneste Agritechnica fik man en sølvmedalje for en anden teknologi, som kan måle næringsstoffer i gylle.

Under den nye opfindelse har Samsons udviklingsfolk arbejdet sammen med flere parter i Frankrig om dels at udvikle selve sensoren og samtidig opbygge en database, som systemet kalibrerer sig i forhold til baseret på 500 organiske stoffer indsamlet fra forskellige husdyr, oplyser Samson.  

Den guldvindende sensor-teknologi skal nu og køre nye test til den nye sæson, inden Samson bliver klar til at sende opfindelsen i markedet.

Samson var eneste danske maskinproducent, som var på podiet i Paris. Der var dog et dansk islæt mere. Lars Skjoldager Sørensen tog som New Hollands "mejetærsker-minister" imod anerkendelsen af et nyt kamerasystem fra New Holland, som kan tælle spild efter mejetærskeren.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.