Stor maskinhandler får endnu større område

Stor New Holland-forhandler får udvidet sit område i Nordvestjylland.

J. Hundahl med afdelinger i Thisted og Skive får fremover eneforhandlingen af New Holland på Mors, hvor de overtager forhandlingen efter Ingemann Larsen, oplyser New Holland i Danmark.

Dermed kommer en af landets større New Holland-forhandlere med mere end 55 ansatte i forretningen og en omsætning på ca. 300 mio. kr. til at udvide aktiviteterne.

J. Hundahl er netop ved at færdiggøre en ny bygning i Skive, hvor der kommer et nyt stort showroom og værksted, hvorfra der vil blive solgt og serviceret New Holland maskiner.

Indehaver Erik Hundahl betoner, at man kommer til at samarbejde med Ingemann Larsen fremover, så evt. kunder fortsat i en vist omfang, kan få serviceret deres New Holland traktor hos deres gamle forhandler, hvis de vil det.

”Ingen kunder skal lige overlast på grund af det her. Vi vil gøre alt for at samarbejde med Ingemann Larsen”, siger han.

Umiddelbart betyder udmeldingen på servicesiden, at eks. garanti-reparationer skal udføres hos det autoriserede serviceværksted hos J. Hundahl. På salgssiden var Hundahl med sit væsentlige større geografiske område en selvfølgelig større New Holland forhandler end Ingemann Larsen. Erik Hundahl forventer dog, at der også bliver noget vækst her.

”Salget af nye traktorer kommer jo så til at ligge hos os, og det forventer vi kan give et yderligere salg både indenfor entreprenør- og landbrugsmaskiner”, siger han.

Ingemann Larsen går efter græsset

Hos Ingemann Larsen anses skiftet fra at være traktor-forhandler som naturligt i forhold til strategien de sidste fire til fem år om at være mere rettet mod salg og servicering af maskiner til græs og foderproduktion. I stedet for at være traktor- og mejetærsker-forhandler for New Holland bliver Ingemann Larsen nemlig fremover forhandler af Krones produktprogram.    

”Ved at forfølge denne strategi, vil vi i endnu højere grad blive specialister inden for dette område, og det matcher kundernes krav om større og større specialviden”, udtaler direktør Per Larsen i en pressemeddelelse.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.