Tech-kapløb i gang: Nu sætter Agco årstal på sin førerløse kornvogn

Agco planlægger en offensiv på førerløse løsninger i de kommende år – i første omgang er retrofrit midlet til at få producenten frem i kapløbet.

Det strømmer med udmeldinger fra traktorproducenterne for tiden indenfor digitale og førerløse løsninger.

Forleden var det så Agcos tur til at melde ud til primært investorer, hvordan man ser sig placeret i markedet i de kommende år og ikke mindst med hvilke typer produkter.

Overfor analytikerne, som følger maskingiganten som et større amerikansk, børsnoteret selskab, var der flere interessante nyheder, som ikke har ramt nyhedssiderne i Danmark og europæisk presse før.

Bl.a. planlægger Agco at introducere en løsning til at køre kornvognen ved siden af mejetærskeren førerløst. En løsning som CNH i øjeblikket lancerer i Nordamerika sammen med deres datterselskab Raven.

I Agco-regi taler man om året 2025 som tidspunktet, hvor man vil gå ud med sin løsning. I øvrigt ser Agco retrofit-løsninger, som let kan installeres på landmandens allerede eksisterende udstyr som en god mulighed for at udbrede sine løsninger og komme ind på den del af markedet. Agco taler også om, at man vil tilbyde førerløs harvning blandt de første muligheder.

Fra 2024 tales det om, at man vil tilbyde spotsprøjtning som en retrofit-løsning, mens teknologien vil kunne tilbydes fuldt integreret i 2026.

På den længere bane så snakker Agco om 2030 som året, hvor man kan tilbyde fuldstændig førerløs kørsel for hele markarbejdet.

Det er efterhånden en del år siden, at Agco viste sin første prototype på en eldreven traktor. Modellen som kaldes Fendt e100 er slet ikke opgivet, og overfor investorerne blev det understreget, at man fortsat ser en endelig markedslancering for sig i 2024 – med andre ord vil der blive arbejdet intens med de sidste forserier i det kommende år -og et bud herfra kan være, at vi kan se en endelig model præsenteret på Agritechnica næste efterår.  


Her en prototype af Agcos eldrevne traktor, Fendt e100 på seneste Agritechnica.

 

Agcos udmedlinger sker kort tid efter, at CNH var ude og lancere en række planer for sine fremtidsløsninger indenfor førerløs teknologi og alternative brændstoffer med bl.a. en førerløs Case IH gødningsspreder og en Magnum, som også kørte rundt på CNH’s Tech Day i Arizona uden chauffører i kabinen med en harve efterspændt. Her blev der både vist en ny gasdrevet traktor i New Holland-farver og CNH’s første eldrevne traktor, ligeledes i New Holland-design.   

John Deere lancerede sidste år sin første førerløse traktorer, som i et begrænset antal er introduceret på de første gårde i USA. Kort efter nytår skal John Deeres topchef holde den store tale på tech-messen CES i Las Vegas, hvor man kan spekulere i, om John Deere bruger anledningen til også at lancere flere nye produkter i high end af tech-skalaen.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.