Terrasem i nye bredder på otte og ni meter

Den nye generation af de østrigske Pöttinger Terrasem fås nu også i 8- og 9 meters modeller, som kan udstyres specielt efter kundernes ønsker.

Østrigske Pöttinger udvider nu programmet inden for såmaskiner med nye versioner af Pöttinger Terrasem, nemlig V 8000 og V 9000, som kan udrustes efter kundernes særlige ønsker. Ifølge den danske importør passer de rigtig godt til danske forhold.

- Muligheden for sammensåning af korn og gødning passer nemlig rigtig godt til  det danske marked, hvor vi har mange husdyrbrug der også gødsker med gylle. Vi har mulighed for at tilbyde alt fra fuldgødskning til de, der ønsker at placere en lille mængde sammen med kornet. Det gør såmaskinen meget alsidig, siger Lars Andreasen fra Pöttinger Danmark.

Han tilføjer, at Pöttinger også beviser sine evner indenfor digitalisering med de nye Terrasem såmaskiner ved at gøre dem kompatible med Agrirouter.

Ifølge en pressemeddelelse betyder såmaskinernes opbygning med X-formation, at både discharven og gødningsskær samt såskærssektionen er monteret således, at såmaskinen ikke trækker sideværts under kørsel.

Udsåningssystemet er ifølge producenten designet til præcision ved udsåning af korn eller gødning. Isobus er standard med mulighed for udsåning efter tildelingskort for både korn og gødning, hvilket gør den nye generation af såmaskiner fremtidssikret. Udsædsmængder fra 1,5 til 420 kg/ha med 12 km/t for både korn og gødning klares af den nye Terrasem.

Alle ønsker til udsåning kan, som det lyder, imødekommes og udføres med den nye generation, såsom sammensåning af korn og gødning eller separat placering af korn og gødning. Desuden er det også muligt at sammenså korn og gødning, hvor der også placeres en mængde gødning separat.


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.