Trafikstyrelsen afviser dispensation: Færre store maskiner på dyrskuerne

Selv om maskinerne godt må køre på vejene i forbindelse med landbrugsarbejdet, skal de fragtes til dyrskuerne på lastbiler eller blokvogne. Trafikstyrelsen har afvist dispensation.

Der kan meget vel blive færre store landbrugsmaskiner at se på under sommerens dyrskuer. Selv om mange af maskinerne helt lovligt må køre på vejene, så skal de fragtes på lastvogne eller blokvogne, hvis de skal køres hen til andre opgaver, såsom dyrskuer. Det gør transporten dyr og besværlig, og Trafikstyrelsen har netop afvist at dispensere fra reglerne.

Ifølge den seneste brancheorientering fra Dansk Maskinhandlerforening fik flere maskinhandlere og maskinstationer under dyrskuer sidste år i bl.a. Roskilde og Odense problemer, fordi de store maskiner var for brede eller for lange til, at de selv må køre til og fra et dyrskue.

Ifølge dimensionsbekendtgørelsen er det sådan, at maskinerne sagtens kan være helt lovlige at køre med på de danske veje, men kun til og fra ejendommen og markerne og mellem maskinstationerne og deres kunder. I forbindelse med øvrig transport skal de fragtes på en lastbil eller blokvogn, hvilket er en meget dyr løsning for udstillerne.

»Og maskinerne fylder typisk det samme i bredden, nu bare oven på en lastbil eller blokvogn,« lyder det fra maskinhandlerne.

Ny afvisning

Færdselsgruppen, der består af Danske Sukkeroedyrkere, Landbrug og Fødevarer, Dansk Agro Industri, Seges, Danske Maskinstationer og Entreprenører og Dansk Maskinhandlerforening, søgte på branchens vegne i forbindelse med dyrskuerne sidste år om tilladelse til også at måtte køre lovligt til dyrskuerne. Det blev i første omgang afvist på grund af for kort tid til at høre diverse instanser. I februar i år blev der sendt endnu en ansøgning om dispensationer, hvori Færdselsgruppen foreslog eventuelle tvangsruter og bestemte kørselstidspunkter for derved at mindske generne. Den ansøgning blev for et par uger siden afvist af Trafikstyrelsen.

Der er allerede nu rygter om, at politiet og de veterinære myndigheder op til 24 timer før vil slå ring rundt om dyrskuepladserne.

»Derfor kan vi kun anbefale medlemmerne, at de ikke kører til dyrskuerne med de store maskiner. Det kan koste bøder for såvel virksomhederne som for de ansatte, der kører maskinerne,« lyder det fra Dansk Maskinhandlerforening.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.