Trods elektronik-problemer på John Deere lever EM-sejren for danske Ronni

Ung dansker er kommet godt i gang ved mekaniker-EM, lyder første melding fra Budapest.

Smagen for det ædleste metal lever fortsat i munden hos Ronni Larsen.

Efter halvdelen af konkurrencen om at blive Europas bedste mekaniker indenfor landbrugs- som entreprenørmaskiner ved det store EuroSkills mesterskab, så er det en optimistisk Ronni Larsen, LandbrugsAvisen Maskiner fanger i en pause mellem dagens opgaver fra Budapest.

”Jeg er jo en beskeden jyde. Men det går rimelig godt”, siger den 24-årige landbrugsmaskinmekaniker, der til daglig arbejder hos Nordvestjysk Traktorservice.

Han har netop overstået formiddagens opgaver på en JCB teleskoplæsser, hvor der skulle udbedres fejl på transmission og en foraksel på maskinen.

”Jamen, det var skruearbejde, og skulle man følge en instruktionsbog. Det var så vidt muligt at læse sig frem til det hele. Det gik rimelig godt, men det er helt vildt svært at bedømme”, siger han med henvisning til hans egen placering i feltet.

Af de 12 deltagere formodes en af konkurrenterne dog at være ude af konkurrencen med sygdom. Ifølge Ronni Larsen er det så godt som umuligt at følge med i konkurrenternes arbejde.

”Du er fuldstændig fokuseret på dit eget, så det er helt umuligt”, siger han og nævner, at der vist er et par konkurrenter, som ikke føler, at de kan være med på niveauet.

I går var status ved fyraften, at han første dag også var veloverstået, hvor han bl.a. lavede elektronik på en John Deere-traktor.

”Ja, det synes jeg. Nogle ting går godt, og nogle knap så godt. Der var lidt udfordringer midt på dagen,  hvor jeg havde problemer med noget måleudstyr. Den opgave sprang jeg over, og så gik jeg videre til andre de opgaver på den”, fortæller han.

Derefter skulle der laves hydraulik på JCB teleskoplæsseren. Her startede han med at bruge halvanden time på at finde frem til fejlen.  

Var det ikke stressende?

”Jo, det er stressende. Vi er ikke vant til at have et ur tikkende. Normalt bruger man den tid, det tager. Jeg fik fundet fejlen, lavet den og så lavet målingerne bagefter. Og dem kunne jeg hurtigt køre igennem og var færdig et kvarter før tid som den eneste”.

I eftermiddag skal der laves aircondition og luftbremser på en John Deere, og derefter rundes EM-konkurrencen af med en ny opgave i morgen formiddag.

Først lørdag aften bliver det afgjort, hvem der er den nye EM-vinder.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.