Tysklands største traktorfabrik spytter 40.000 traktorer ud om året

John Deere-fabrikken i Mannheim har nu to millioner traktorer på samvittigheden.

John Deere har fremstillet en noget speciel udgave af deres 6R 250 model på det seneste.

Produktionsbøgerne fortæller, at man lige præcis med den traktor runder to millioner producerede traktorer i Mannheim fra helt tilbage i tiden, hvor traktormærket hed Bulldog på stedet.

Da John Deere begyndte at producere traktorer på stedet i 1956, var det netop et opkøb af Lanz Bulldog. Dengang havde man rundet 200.000 traktorer med Bulldog-navnet på stedet. At John Deere og de tyske forgængere nu når en ny milepæl fejres med en traktor, som er udstyret med portrætfotos af mere end 300 medarbejdere fra fabrikken.

 

 

Fabrikken er langt fra kun et spændende sted for folk med hang til traktorhistorie. I dag er fabrikken i Mannheim den største traktorfabrik i Tyskland med en produktion af ca. 40.000 traktorer – altså godt to-tredjedele af traktorproduktionen i Tyskland, hvor Fendt længere sydpå står for resten.

I John Deere-sammenhænge er det dermed den største traktorfabrik udenfor USA. Udover at samle og producere traktorer har John Deere en større udviklingsafdeling for mindre og mellemstore traktorer med mere end 250 ingeniører ansatte, oplyses det i en pressemeddelelse.

Enorm udvikling


Samlebåndet hos John Deere i Mannheim anno 1960. Foto: John Deere

 

Som når man sætter sig ind i en ny bil, så byder en ny og højspecificeret John Deere fra nutidens produktion i Mannheim på Apple Carplay, air-con, luksussæder og meget andet godt isenkram, som man forventer det i en moderne traktor.

Går vi tilbage til nummer en million producerede traktorer, så lander vi i 1993, hvor John Deere bød på en John Deere 6400 - fra den 6000-serie, som John Deere introducerede året forinden. 

Mannheim-historien starter helt tilbage i 1921, hvor Lanz introducerede en 12 hestes Bulldog HL med en horisontal 1-cylinder.

Dengang var det nok svært at forestille sig, at John Deere nu lover, at man i 2026 præsenterer en hel-elektrisk traktor, som vil blive i stand til at køre førerløst.

Fabrikken i Mannheim beskæftiger i dag ca. 3.300 ansatte.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.