Ugens maskine: Derfor vinder grøn frontlæssertraktor over konkurrenterne

Claas Arion 440 får størst kompliment for dens komfortable og stabile kørsel på landevejen, men der er også andre steder, hvor den slår konkurrenterne, viser stortest af syv traktorer.

Tirsdag i denne uge udkom det nyeste nummer af magasinet TraktorTech - og med det også første del af en international traktortest af syv traktorer, som magasinet har lavet sammen med medier fra Holland, Finland og Norge. 

Testen er gået i dybden med 120 hk-klassen i de såkaldte mid-spec varianter uden avancerede terminaler, autostyring og så videre. Til gengæld er der lagt vægt på blandt andet en god transmission, god komfort og gode frontlæsser-egenskaber.

Der tæt kamp blandt de syv mærker, men det er Claas Arion 440 CIS Hexashift som løber med sejren som den bedste allround traktor med frontlæsser i segmentet for mid-spec traktorer omkring 120 hestekræfter. I denne udgave af Ugens Maskine her på landbrugsavisen.dk/maskiner kigger vi lidt nærmere på den grønne traktor.

Selve serien består af seks modeller fra 90 til 140 hestekræfter - alle med samme 4,5 liters, firecylindrede motor. Arion 440 yder præcis 120 hestekræfter ved maksimal effekt, og CIS'et står for den mere prisvenlige variant med knapt så meget udstyr (mid-spec) i forhold til Cebis-versionen (high-spec). Blandt andet har testtraktoren ingen Cebis-terminal, ikke et stort armlænskonsol og den er udstyret med mekanisk-betjente olieudtag på nær joysticket til at betjene frontlæsseren med.

Scorer højt på komforten

Linjen for niveauet af udstyr i testen er fastlagt på forhånd, så alle mærker har fået mulighed for at levere den passende traktor. En af ønskerne er forakselaffjedring, og her scorer Claas-traktoren højt med sin uafhængige forakselaffjedring. Affjedringen har en del smøresteder, men den dæmper effektivt ujævnheder, og den er med til at holde traktoren stabil under transportkørsel, viser testen. Kun Massey Ferguson MF 5712S overgår Arion 440, når det gælder tung transport, og målt på generel kørselskarateristik ligger Claas højest, viser testen i TraktorTech.

Traktoren får lidt sjovt også indirekte hjælp fra en af konkurrenterne. Ligesom New Holland og McCormick benytter Claas Arion 440 motor fra FPT (Fiat Powertrain Technologies), som er en del af CNH Industrial. Alle tre traktorer i testen ligger under konkurrenterne når det gælder forbruget af brændstof, viser målingerne.

Generelt set er det et miks af egenskaber, der sender den grønne traktor til tops. Herunder også betjening og komfort i kabinen. Eftersom klassen omkring de 120 hestekræfter nærmest kalder på ordet allround, så er alle traktorerne testet intensivt i både marken, på vejen og med frontlæsser. I marken er Claas nummer et, men den er ikke nødvendigvis en vinder i alle kategorier. Eksempelvis er testkørerne ikke tilfredse med joysticket til frontlæsseren, fordi der er en forsinkelse fra man bevæger joysticket, til frontlæsseren reagerer. Ligeledes ligger Claas'en også et stykke nede i feltet målt på ren råstyrke i liften.

Arion 440 CIS er heller ikke den mest støjsvage traktor for piloten. Den kategori snupper John Deere, mens Zetor ligger lavest. Til gengæld scorer Claas'en flest point i kategorien redskabstilkobling og betjening af liften, hvor man har perfekt kontrol fra kabinen. 

Hvis du er over to meter høj, vil det måske interessere dig, at McCormick, MF og Claas har de længste kabiner blandt deltagerne i feltet - og dermed bedre plads til at strække benene. Claas har også bagskærme, som er lavet af kunsttof og som blot er boltet på. Derfor kan de skiftes ud, hvis du kører imod noget med dem.

Vil du gerne læse den fulde test af Claas Arion 440 og de resterende seks traktorer, så tegn abonnement på magasinet TraktorTech på tlf. 33 39 47 90 eller direkte på hjemmesiden LandbrugsMediernes Fælleslogin.  

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.