Ugens maskine har ekstrem kapacitet: Selvkørende såmaskine sår 22 hektar i timen

Avanceret elektronik og hybridteknik omsætter 470 hk til højeffektiv knækstyret selvkørende såmaskine med konstant moment og en arbejdsbredde på 30 meter.

Den brasilianske storproducent Jacto har netop lanceret den selvkørende såmaskine Uniport Planter 500.
Det skarpe bud på en selvkørende såmaskine får vi dog tidligst at se uden for Brasilien næste år, da den den foreløbig kun kører som en nulserie på udvalgte brasilianske farme.

Hensigten med den selvkørende enhed har, lidt forenklet, har været at bygge traktoren og såmaskinen sammen til én enhed for at skabe en mere energieffektiv maskine, som med lavt brændstofforbrug og masser af automatisk kan opnå en stor kapacitet og arbejde som en integreret enhed med fuld udnyttelse af GPS og sektionskontrol. 

Her får du fem fakta om den sydamerikanske kæmpe.

Jacto Uniport Planter 500

1. Bedre energiudnyttelse

Den trækkende del af den selvkørende såmaskine er knækstyret og kan knække 40 grader til hver side. 

Foran knækket sidder motor, generator og kabine, bag knækket sidder den 8.700 liter store udsædstank, der kan deles, hvis der også skal placeres gødning.

Motoren leverer 470 hk til en generator, som leverer strøm til fire hjulmotorer, én i hvert tvillingehjul. Ved hjælp af flere avancerede og overlappende automatiske systemer, er energieffektiviteten øget til 95 procent, mens hjulslip er reduceret til et minimum. 

Samtidig kan motoren fastholde det optimale drejningsmoment uanset belastningen i normalarbejdsområdet.

Dækstørrelsen er ikke oplyst, men ud fra billedmaterialet ser der ud til at være tale om dæk med en diameter på 200 cm.

Jacto Uniport Planter 500

2. 30 meters arbejdsbrede

Såskærsbommen er monteret på en kærre og foldes ind langs trækket. Arbejdsbredden er 30 meter med en rækkeafstand på 50 cm. 

Selve såskærsbommen er opdelt i fem sektioner, der har hver sin fordeler og kan bevæge sig 22 grader op og ned i forhold til jordoverfladen for at give maksimal terræntilpasning. Billedet viser dog den bugserede ’lillebror’ Lumina 400 med kun tre sektioner, men samme evne til konturfølgning.

Uniport Planter er i udgangspunktet beregnet til no-till-dyrkningssystemer og Conservation Agriculture og foretager således ingen form for jordbearbejdning og kan arbejde direkte i stuben fra forrige afgrøde.

Hver såenhed er er udstyret med en disc i front til at åbne jorden og modvirke såkaldt hairpinning. Alle såskær har individuel hydraulisk regulering af såskærstrykket fra kabinen. 

Jacto Uniport Planter 500

3. 22 hektar i timen

Foruden GPS og foragerautomatik er maskinen udstyret med elektronisk overvågning af udsædsflowet, som blandt andet automatisk kan øge udsædsmængden på ydersiden i en kurve og tilsvarende reducere den på indersiden.

Jacto oplyser en kapacitet på 22 hektar i timen, når der køres 10 km/t med maskinen. 

Jacto Uniport Planter 500

4. Lancerer også robot-sprøjte

Det brasilianske firma Jacto blev grundlagt af den japanskfødte Shunji Nishimura i 1948.

Jacto lancerede verdens første selvkørende kaffehøster i 1979 og laver foruden såmaskiner og kaffehøstere også sukkerrørshøstere og sprøjter. Blandt de øvrige nyheder fra Jacto er således en robot-sprøjte. Dog i mindre skala end Uniport Planter 500, nemlig til plantagebrug.

Uniport Planter 500 bygger videre på firmaets bugserede Lumina 400-såmaskine, blot er arbejdsbredden og kapaciteten samt integrationen af såenheden og den trækkende enhed øget markant. 

Jacto Uniport Planter 500

5. Lemken og väderstad har også forsøgt

Jacto har i en pressemeddelelse ved lanceringen af den nye såmaskine motiveret den nye selvkørende såmaskine med, at den skal være med til at styrke de brasilianske landmænds konkurrencekraft ved at øge kapaciteten og præcisionen, når afgrøderne skal etableres. 

Jacto er dog ikke den første maskinproducent til at bygge en selvkørende såmaskine. 

En del Vervaet-gylleenheder er tidligere blevet bygget om til selvkørende såmaskiner flere steder i Europa, og på Agritechnica i 2003 præsenterede Lemken sin knækstyerede Brillant med seks meters arbejdsbredde og plads til 7.000 liter udsæd på ladet. Her var arbejdsbredden for lille til for alvor at gøre maskinen interessant.

Brillanten lever dog videre i det populære computerspil Farming Simulator som et såkaldt ’mod’ (se billedet).

Väderstad udsendte for år tilbage  et fotografi af en selvkørende Rapid - men det skete 1. april.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.