Ugens maskine: - Det er nok bindingen og indpakningen, der for alvor gør den interessant

Kuhns rundballepresser med foliebinding og avanceret styring af indpakningen byder sig til, når presseren skal klare mange forskellige opgaver.

Maskinhandler Indkøbsringen mangler endnu det sydlige Jylland, Fyn og Sjælland på sit landsdækkende roadshow med fire græsmaskiner fra Kuhn.

Blandt de fire er den integrerede rundballepresser og indpakker Kuhn FBP 3135 med fast kammer og foliebinding, og den er bestemt en køretur værd, da den på mange måder sætter nye standarder for denne maskinkategori.

LandbrugsAvisen Maskiner peger her på fem gode grunde til at sætte sig i bilen og køre til Rødekro mandag, Vestfyn torsdag eller Sjælland ugen efter.

Du kan se steder og tidspunkter på Maskinhandler Indkøbsringens facebookside, hvor programændringer også lægges op, hvis vejret nødvendiggør det.

Integralrotor sikrer flowet

Den hjulophængte kurvestyrede pickup med skårrulle afleverer afgrøden direkte i Kuhns patenterede og hardox-forstærkede integralrotor med kraftige snegle yderst i hver side til at styre flowet ind mod midten. Det er muligt at koble rotoren ud og pakke en balle færdig, ligesom der også er dropfloor i hele ballekammeret.

Progressive Density holder formen

FBP 3135 er en fastkammerpresser med en ballediameter på 130 cm. Reelt kan ballerne indeholde mere foder, end diametermålet antyder, idet presserens Progressive Density-system pakker ballerne hårdere, efterhånden som de ’bygges’ i kammeret og øger modstanden på remstyringens hydraulikcylindre. Det sikrer faste baller med et tæt ydre og en håndterbar kerne, der holder formen over tid. Det gør ballerne lettere at håndtere og sikrer desuden foderkvaliteten.


Her ses intelliWrap og 3D-indpakning i funktion. Bemærk de ekstra lag, der er lagt på rundballen ’skuldre’.

 

Intelligent styring af wrapningen

Det er nok bindingen og indpakningen, der for alvor gør interessant. Maskinen binder ballen med folie og gør det tilmed med samme type folie, som bruges til indpakningen, blot bruges der to ruller til bindingen. Derved skal der kun medbringes én type folie i marken.

Når ballen er bundet med folie, er der virkelig mulighed for at spare folie under indpakningen, når den sker med Kuhns patenterede IntelliWrap i kombination med 3D-indpakningen. Kort fortalt betyder IntelliWrap, at du blot taster det ønskede antal folielag ind på terminalen i traktorkabinen, hvorefter den optimale indpakning med færrest mulige overlap over centrum på de flade sider af ballen. Der kan vælges frit fra 3 til ti lag. Kuhn anbefaler fire lag i kammeret og fem til seks lag i pakkeren, afhængig af forholdene

Det kan lade sig gøre med 3D-indpakkeren, hvor de to satellitter først lægger folie på ’skuldrene’. Derefter skifter satellitterne position og pakker færdig på den runde side, inden der igen skiftes position for at slutte af med de flade sider. Indpakningen sker med variable hastighed på pakkebordet, og derved udnyttes foliens strækevne maksimalt.

I forhold til netindpakning eller foliebinding med bred folie er der omkring 10 procent at spare pr. balle, viser MI’s udregninger på basis af kundeerfaringer. Det præcise tal afhænger bl.a. af ønsket antal lag samt valg af folietype.


Pakkerbordet er monteret lavt og sænkes yderligere ved afsætningen, så den sker så skånsomt som muligt.
 

Fleksibel presser

Der kan vælges mellem fire, syv, 14 og 23 knive og dermed opnås en teoretisk snittelængde på 45 mm med alle knive i. MI anbefaler maksimalt antal knive og så tilpasse det faktiske antal til, om der skal wrappes til malkekvæg, kødkvæg eller heste. Desuden giver en sådan kombination for knivskifte midtvejs i opgaven.

Bogien med brede 500/45/R22,5-dæk giver god bæreevne, og da effektbehovet også er relativt lavt med minimum 11 hk, kan presseren rent faktisk opnå en bred udnyttelse på både markjord og lavtliggende græsarealer med en kapacitet på 40-45 baller i timen, når alt spiller.

Tætpakket med fikse detaljer

Folie og fugt er en dårlig kombination, især når det bliver rigtig vådt. Så selv om FBP 3135 som udgangspunkt binder med folie, er der mulighed for at skifte til net, hvis forholdene nødvendiggør det, så opgaven kan gøres færdig.

Presseren er ISOBUS-styret og leveres med kamera til at overvåge indpakkeren. Bruges Kuhns egen CCI-terminal til styringen, er kameraet integreret i skærmbilledet.

Selve presseren fås med centralsmøring, mens pakkeren har smørestation.

Det lavt monterede pakkebord sikrer skånsom afsætning, når ballen tippes af.

Står variabelt kammer i kombination med foliebinding øverst på ønskesedlen, bliver det en valgmulighed i nær fremtid. Lige nu tester Kuhn fem maskiner i Holland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.