Ugens maskine: Ny nedfælder skal give majsen effektiv starthjælp

Tæt samarbejde mellem maskinstationer, konsulenter, forskere og Samson står bag første danske bud på en allround-nedfælder til placering af gylle i majs.

Førstehåndsindtrykket var ganske lovende, da Samson fornylig viste sin nye allround-nedfælder frem til placering af gylle. 

Den nye nedfælder er udviklet i samarbejde mellem Samson, Seges, Aarhus Universitet, DM&E og Varde Maskinstation i et GUDP-projekt. Det treårige projekt har foruden prototypen på en allround-nedfælder også haft til formål at indhente og formidle eksisterende viden om placering af gylle.

Selvom prototypen debuterede med succes og i dette langstrakte forår er blevet testet på flere forskellige jordtyper og under såvel flade som kuperede terrænforhold i både det sydlige og nordlige Jylland, er det ifølge Samson fortsat et pænt stykke vej til en salgsklar nedfælder.

Men tag her et grundigt kig på Ugens Maskine med LandbrugsAvisen Maskiner.

Gyllestreng efter nedfælder til placering af gylle til majs

PRÆCISION ER NØGLEN TIL SUCCES

Teknikken med at placere en gyllestreng så præcist, at den helt eller delvist kan erstatte startgødning til majsen, er en krævende opgave.

Ligger gyllen for langt fra majsfrøet, har gyllen ingen startgødningseffekt. Ligger gyllen for tæt på, svides majsens tidligste rødder af. Så præcision er nøglen til succes: Gyllen skal ligge ca. 10 cm. under jordoverfladen og ca. fem cm. under majsfrøet. 

Det er desuden en stor fordel, hvis der kan placeres nok gylle til at fuldgødske majsen, svarende til godt 60 ton gylle pr. hektar.

Gyllen må gerne placeres i et bredt bånd. Det giver lidt margin, når GPS-linjerne fra nedfælderen efterfølgende skal bruges på majssåmaskinen, typisk tre dage efter placeringen.

Når det lykkes, viser Landsforsøg, at placeret gylle kan være en fuldgod erstatning for startgødning til majsen.

Horsch Focus-nedfælder på selvkørende Vredo (Gads Maskinstation)

POPULÆR HORSCH FOCUS

Decideret placeringsteknik har hidtil primært været udviklet til det tyske, hollandske og franske marked til den særlige stribedyrkningsform, hvor jorden kun bearbejdes dybt i en smal stribe, hvor gødningen placeres og frøet sås.

Det er effektiv og sikker teknik, men den kræver trækkraft, og det er i praksis ikke muligt at køre med arbejdsbredder, der matcher 12-rækkede majssåmaskiner.

I en årrække har der især i det syd- og sønderjyske kørt ældre Horsch Focus-nedfældere med stiv ramme til placering af gylle, trukket af enten traditionelle gyllevogne eller selvkørende Vredoer.

De har haft en fast og i de senere år også voksende kundekreds og har præsteret et fint arbejde, men har primært kørt på flade marker af let og ensartet bonitet. 

Samson-nedfælder til placering af gylle til majs

ALL-ROUND NEDFÆLDER TIL DANSKE FORHOLD

Den nye nedfælder er udviklet til at kunne arbejde i pløjet jord, i dybdeharvet jord, uensartet jord og kuperet jord og placere gylle nok til fuldgødskning af majs.

Derfor har der især været fokus på tre elementer i udviklingen: Dybdestyring, tandudformning og såspor.

Til dybdestyringen er prototypen udstyret med en profileret rørpakkervalse til individuel dybdestyring i hver række, som efterlader en lille kam over hver række. Kammen pakkes af såmaskinen under såningen. 

Andre typer pakkere overvejes, men den profilerede rørpakkervalse har vist sig bredt egnet under de hidtidige test i det meste af Jylland. 

Selve nedfælderen arbejder i hydraulikkens flydestilling med trykudligning på tværs af de otte rækker.

Samson-nedfælder til placering af gylle til majs

GYLLEN LIGGER SOM EN BANAN

Hver nedfældertand er udstyret er udstyret med et 170 mm bredt vingeskær med to tilløb af gylle. Det har to fordele. 

For det første laver skæret plads til at placere op til 80 ton gylle/hektar ifølge Samsons foreløbige erfaringer. 

For det andet placeres gyllen i et 170 mm bredt bånd, hvilket gør systemet mindre følsomt for mindre unøjagtigheder under såarbejdet.

Stjerneruller renser såsporet for afgrøderester i dybdeharvede systemer og sørger desuden for, at der kastes jord ind i rørpakkervalsen til kammen.

Produktchef Niels Haubjerg, Samson Agro

OPLEV NEDFÆLDER PÅ GROVFODEREKSKURSIONEN

»Vores første erfaringer fra de landmænd og maskinstationer, som prototypen har kørt ved, er at den er relativt alsidig og let at køre med. Det sidste har været vigtig for os i udviklingsarbejdet, fordi vi ved, at maskinerne skal være lette at køre med, også selv om de laver præcisionsarbejde«, forklarer produktchef Niels Haubjerg, Samson Agro.

Nedfælderen og den majs, der er sået efter den, vises frem på Grovfoderekskursionen 15. juni hos mælkeproducent Mads Stokholm Pedersen ved Ribe.

Effekten af den måles desuden i et Landsforsøg, anlagt samme sted, hvor der sammenlignes med Horsch Focus-nedfælderen samt parceller uden placeret gylle.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.