Varebil-klassiker kommer som hybrid

Ford kommer til foråret med ny Ford Transit som Plug-in hybrid.

Mange entreprenører og maskinstationer bruger kassevogne, når de skal bringe grej ud til folkene på byggepladserne eller i marken, og nogle af dem tænker måske allerede i alternative drivmidler eller måske bare hybridversioner til en start.

Der er adskillige alternativer på vej fra store spillere på erhvervsbilområdet, herunder alternative versioner af Renault Master og Kangoo og også Ford, som bekendtgør, at man fra næste år til varebilklassen på ét ton kommer med en ny Ford Transit Custom PHEV, altså en plug-in hybrid. Hybridteknologien består af et 13,6 kWh lithium-ion-batteri og Fords 1,0-liters EcoBoost-benzinmotor.

Transit Custom PHEV lades op med almindeligt strømstik og kan køre op til 41 km på ren strøm - eller 48 km ved bykørsel - efter WLTP-normen. Forhjulene kører udelukkende på en elmotor på 92,9 kW, som drives af teknologiens lithium-ion-batteri på 13,6 kWh, mens Fords 1,0-liters EcoBoost-benzinmotor forlænger den samlede rækkevidde på op til 500 km.

Bilens batteri er bygget ind under varerumsgulvet, der giver en nyttelast på 1.130 kg og uændret varerumsplads på seks kubikmeter. Batteriet er dækket af en standardgaranti på otte år eller 160.000 km kørsel.

Ford Transit Custom PHEV forventes lanceret i Danmark i april med en forventet frapris på ca. 350.000 kr. ekskl. moms.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.