Vil vinde DBL 2019: Specialist i genopbygning

Særlig flishugger med V8 har været mest spændende opgave hos Sjørup for lærling, der 1. og 2. november er i finale-feltet til at blive Danmarks Bedste Lærling.

Det sjoveste jeg har lavet?

Lasse skal ikke tænke sig om ret længe for at give svaret: En stor Doppstadt flishugger. Maskinen var forsynet med en stor Mercedes V8 motor med dobbelt turbo og var i stand til både at knuse træet ekstremt effektivt og sortere metalrester fra efter knusningen.

»Maskinen havde været brændt, og jeg skulle sætte den i stand sammen med en svend. Det var spændende, når man har arbejdet med sådan en i lang tid, og den så kommer ud, og man starter den op«, konstaterer Lasse.

Maskinen blev solgt til Singapore.

På værkstedet arbejder de ni mekanikere med et væld af forskellige opgaver. Og Lasse er med i de fleste. Arbejdet spænder vidt. Det kan være at splitte en totalt ny John Deere ad, så den kan sælges som reservedele til at genopbygge maskiner, der har været væltet eller brændt. Et sted står en Hydrema Dumper, der har været oversvømmet, men som nu er sat i stand og kan leve videre hos en ny ejer. Inde bag ved en Haybuster, der har været brændt i bagenden.

»Den har jeg genopbygget«, fortæller Lasse Jensen.

Pakker traktorer

Der skal også pakkes traktorer til eksport. De bliver skilt ad i forenden og hjulene bliver pillet af - blandt andet.

»Det er med til at gøre det afvekslende«, smiler han.

Han var lidt i tvivl, om han nu skulle være landbrugsmaskinmekaniker. Men så mødte han værkfører Brian Præst.

Det var muligheden for at blive landbrugsmaskinmekaniker gennem EUX, der i sidste ende overbeviste Lasse.

Om han vil læse videre, har han ikke afgjort endnu.

»Vi har haft nogle, der er blevet maskinmestre, og en af dem er endda vendt tilbage her til værkstedet«, fortæller værkføreren.

Bag Danmarks Bedste Lærling står Dansk Maskinhandlerforening, LandbrugsMedierne, Dansk Metal og Erhvervsskolerne Aars. Kramp er hovedsponsor i konkurrencen.

 

Faktaboks

Lasse Jensen

  • Lasse Jensen fra Skive er EUX-elev og derfor fem år om at gennemføre sin uddannelse. 
  • EUX giver gode kundskaber inden for computere, der både kan bruges til nye og gamle maskiner.

Sjørup Group:

Sjørup er formentlig det mest alsidige landbrugsmaskinværksted i Danmark.Her er der ingen begrænsninger i antallet af mærker, hvilke typer maskiner de ansatte kan komme til at arbejde med, eller hvor gamle eller nye de maskiner er, som medarbejderne skruer i,Hovedvirksomheden består i eksport af traktorer og dele til traktorer og andre maskiner til andre lande. Polen og Egypten for at tage et par stykker. De forskellige lande efterspørger vidt forskellige maskiner. I Egypten er man bl.a. interesseret i gamle Volvo-traktorer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.