Planteavler med 385 hektar: Tørke har mere end halveret udbytterne

Udbytterne i vårbyg og vinterhvede er halveret i forhold til normalt, og i vinterraps gik det endnu værre.

"Jeg mangler stadig at høste 30 hektar havre, 34 hektar vårhvede samt hestebønnerne. Allerede nu kan jeg dog konstatere, at udbytterne er mere end halveret i forhold til normalt".

Sådan sagde Lars-Martin Kjøller i mandag d. 20 august.

Han gætter på, at udbyttet i havren ligger på niveau med vårbyggen. Den gav ca. 30 hkg pr. hektar i gennemsnit på 60 hektar. Vårhveden blev ikke sengødsket. Derfor er han forberedt på, at den ikke kan godkendes til brød. På de knap hundrede hektar med vinterhvede høstede Lars-Martin Kjøller 20-70 hkg pr. hektar, og han vurderer, at gennemsnitsudbyttet ligger på 40-45 hkg pr. hektar. Værre gik det i vinterrapsen, hvor cirka 15 hektar blev slået af med en brakpudser, mens de resterende 35 hektar gav 22 hkg pr. hektar, hvor det gik bedst. Lars-Martin Kjøller regner derfor med et gennemsnitligt udbytte i vinterrapsen på ca. 15 hkg pr. hektar.

Oven i de lave udbytter har Lars-Martin Kjøller kunnet konstatere, at der i vårbyggen kun var ca. en fjerdedel halmmængde i forhold til normalt, mens der i vinterhveden var under halv halmmængde.

Rigeligt efterafgrøder

Selvom Lars-Martin Kjøller er en af de 20 landmænd, som deltager i Landbrugsstyrelsens pilotprojekt med gradueret gødskning - og derfor har fået godskrevet 36 hektar efterafgrøder - så sår han alligevel 60-70 hektar frivillige efterafgrøder. Derudover regner han med at så hybridvinterbyg og noget af vinterhveden før 7. september.

Udfordring her & Nu

  • Regn: Jeg har kun fået 20-25 mm regn. Jorden er derfor ikke fugtet tilstrækkeligt op. 
  • Raps: Jeg nedfælder gylle på de 50-55 hektar, hvor jeg sår vinterraps. Rapsen sås med en dybdeharve, der løsner jorden i 10-15 cm. Jeg har monteret en ekstra såkasse på harven, så jeg kan så fire kg aleksandrine kløver samtidig med rapssåningen. Kløveren skal optage N og afhjælpe angreb af skadedyr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.