Skal jeg så vintersæden tidligt i år? - her er fordele og ulemper

Tidlig høst giver mulighed for tidlig etablering af vintersæd. Men der er flere ting, man skal overveje, inden man begynder at så.

Af Janni N. Nielsen og Valborg Schmidt, begge planteavlskonsulenter hos SLF 

Vi forventer igen i år en tidlig høst. Det betyder, at man som planteavler i år har tid og mulighed for tidlig etablering af vintersæd til den kommende sæson.

Nogle kunne fristes til at så meget tidligt, men vi anbefaler imidlertid ikke såning af vintersæd i august måned.

Der er både fordele og ulemper ved tidlig såning. En tidlig såning sikrer, at afgrøden bliver etableret i et godt såbed. Afgrøden får et langt og varmt efterår, hvor der stadig er høj indstråling af sollys. Dermed har planterne optimale vækstforhold, som giver god buskning og veludviklet rodnet.

I foråret har man ved tidlig såning en mere robust plante, der kommer hurtigere i gang, og som bedre kan klare en tørkeperiode. Det har vi set i år. Tidlig såning giver dermed et øget udbyttepotentiale.

I et varmt efterår kan man dog risikere, at afgrøden bliver for kraftig. Dette øger risikoen for udvintring og sneskimmel. Desuden vil en kraftig mark resultere i svage strå med øget risiko for lejesæd.

Risikoen for kraftige marker kan reduceres ved at sænke udsædsmængden i forhold til sådatoen, det rette sortsvalg og ved timing af kvælstoftildelingen forår.

Mere ukrudt

I tidligt såede marker skal man forvente et øget ukrudtstryk. Tommelfingerreglen hedder: »Hver gang man fremskynder såningen 14 dage, fordobles mængden af fremspiret ukrudt«.

Det tokimbladede ukrudt kan håndteres. Men har man problemer med græsukrudt, særligt væselhale, resistent agerrævehale og resistent rajgræs, bør man være opmærksom på dette.

Sygdomme og skadedyr

Når man etablerer vintersæden tidligt, skal man være opmærksom på, at man danner en ’grøn bro’ for skadedyr og sygdomme.

Det gælder bl.a. bladlus, som tiltrækkes af de friske grønne marker, når alt andet står goldt. Bladlus kan være bærer af havrerødsot- viruset, som de kan inficere afgrøderne med. Det kan i tidligt såede marker og lune efterår give betydelige udbyttetab i afgrøderne.

Bygfluen, som i år har givet en del problemer i vårhvedemarker, kan også blive et problem i tidligt sået vintersæd. Det har vi også set i år.

Hold øje med tidligt såede marker

Man skal holde øje med sine tidligt såede marker og skadedyrsbekæmpe ved store fund.

Sneglene er et andet skadedyr, som stortrives i tidligt såede marker. Dette giver dog sjældent store
problemer, da planterne er i kraftig vækst på dette tidspunkt.

Også sygdomme trives godt i de tidligt såede marker. Her kan især goldfodssyge give problemer.
Derfor anbefaler vi, at man bruger Latitude-bejdset udsæd i anden, tredje og fjerde års hvedemarker, der sås før 15. september.

Kan erstatte efterafgrøder

På visse ejendomme kan såning af vintersæd inden 7. september være interessant, idet tidligt sået vintersæd kan erstatte efterafgrøder i forholdet 4:1. Det vil sige 4 hektar tidlig sået vintersæd erstatter
1 hektar efterafgrøde.

Denne løsning kan være en økonomisk gevinst på de jorder, der er særligt velegnede til dyrkning af vinterhvede.

Udsæd gemt fra sidste år

Overgemt såsæd mister spiringsevnen og vitaliteten i løbet af en vinter. Vi anbefaler derfor, at man får lavet en spiringsprøve af udsæden, så udsædsmængden bliver justeret ind herefter.

Derudover bør overgemt såsæd altid såes ud i starten af sæsonen pga. den lavere vitalitet. Dermed får afgrøden længere tid til at etablere sig. Og hvis etableringen ikke lykkes, har man stadig mulighed for at så marken om.

Sortsvalg og udsæd

Sortsvalget er endnu en vigtig faktor ved tidlig såning. Man bør altid gå efter sorter, der udvikler sig relativt langsomt i efteråret og har en krybende vækst, som minimerer risikoen for udvintring, se figur 1 herunder.

Sørg altid for at justere udsædmængden ind efter sådatoen, da det minimerer risikoen for kraftige marker og lejesæd.

Figur 1. Tidslinje for såtidspunkt i vinterhvede

Tidlig                                                    Middel                   Sen  
Creator                 Benchmark         Kalmar                KWS Lili  
                                Torp                       KWS Zyatt          Drachmann  
                                Graham                Elixer                    Pistoria  
                                Sheriff                  Ohio                      Informer  
                                Kvium                   LG Mocca           KWS Extase  

                                Chevignon          RGT Universe  

                               KWS Scimitar

  

                     

Tabel 1. Sådybde, udsædsmængde og plantetal, Landsforsøg 2013-2014

Sådybden er vigtig

Sådybden har stor betydning for planternes evne til at etablere sig. Ofte skyldes en mark i mistrivsel, at kernerne er sået i en forkert sådybde.

Øverlig såning øger risikoen for udvintring, og planterne er mere tørkefølsomme. Sås kernerne for dybt, falder planternes vitalitet. Resultatet er svage planter, der ikke busker sig, og som har øget risiko for udvintring.

Forsøg i vinterhvede, vinterbyg og vinterrug har vist os den optimale sådybde. I hvede og vinterbyg-
linjesorterne er den optimale sådybde fire cm, mens hybridvinterbyg og hybridvinterrug har brug for en mere øverlig såning i to cm dybde.

Ensartet placering af kernerne kræver et jævnt såbed uden knolde. Husk jævnligt at stå af traktoren og tjekke, om kernerne ligger i den rigtige dybde.

Generelt kan vi sige, at der er fordele i tidlig såning, idet der kan opnås et øget udbyttepotentiale. Dog skal man være opmærksom på, at ukrudts- og skadedyrstrykket samt goldfodsyge mv. øges i disse marker. Man skal derfor give markerne ekstra opmærksomhed i efteråret, så man er på forkant med de problemer, der måtte opstå.

Faktaboks

Konsulentens anbefalinger

  • I år er der mulighed for meget tidlig såning. Vi anbefaler ikke såning i august.
  • Vær opmærksom på ukrudt, især græsukrudt, og bladlus i tidlig sået vintersæd.
  • Få lavet en spiringsprøve af overgemt udsæd. Så altid overgemt udsæd ud som noget af det første.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.