Grovfoderanalyse sladrer om majsen: Sådan løfter du udbyttet

Proteinprocenten i majsensilagen kan bruges aktivt i gødningsstrategien.

Af Bruno Due, kvægbrugskonsulent, Syddansk Kvæg

Rigtig mange har fået taget analyser af deres majsstakke på nuværende tidspunkt.

Vi har i Syddansk Kvæg udtaget lidt over 250 analyser af 2016 majsen. Disse analyser bruges selvfølgelig til at lave en god fodring til køerne, opgøre udbytte og vurdere lagerbeholdningen og fodringsstrategien indtil ny høst.

Analyserne kan dog bruges til mere end dette. Undersøgelser viser nemlig, at et tal som vi sjældent tænker meget over, nemlig proteinprocenten i majsensilagen kan bruges aktivt i gødningsstrategien.

Hvis proteinprocenten ikke er over 7,5 procent, så har majsen ”sultet” i løbet af vækstsæsonen og derved ville majsen have betalt pænt tilbage på højere tildeling af kvælstof.

Opgørelsen af majsen fra 2016 viser at proteinprocenten svinger fra 5,2 procent til 8,9 procent, og gennemsnittet er på 7,0 procent. Faktisk er det kun 20 procent af alle de analyser, vi har taget, der har over 7,5 procent i protein.

Derfor mener jeg at der er et stort potentiale for at øge udbytterne i majsen.

En af mulighederne er at eftergødske majsen når der radrenses. Her har man også de første fornemmelser af hvordan vækstsæsonen bliver og ligner den 2016, vil der være et udbyttepotentiale ved at give lidt ekstra gødning.

På de grovsandede jorde bør man stærkt overveje at tilsætte gyllen Vizura, N-lock eller Piadin. 

Derfor er min opfordring, at du som landmand allerede nu tjekke dine analyser og derfor kontakter din planteavlskonsulent for at drøfte hvilke muligheder han eller hun ser.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.