Landmænd ved møde: Forkert fremfærd af 3F

Overenskomster vil lægge et økonomisk pres på et erhverv i kriser, mener formand.

Mandag eftermiddag deltog en række landmænd i et lukket møde i Esbjerg hos Jysk Landbrugsrådgivning. Mødet er en reaktion på, at 3F har iværksat en varslet konflikt mod Danmarks største mælkeproducent, Jørn Kjær Madsen.

Der var tale om et lukket møde, hvorfor ingen journalister var til stede. Det har heller ikke været muligt for Landbrugsavisen.dk at få konkrete kommentarer efterfølgende om, hvad der blev diskuteret på mødet. På mødet deltog Christian Lund, formand for Syddansk Kvæg, L&F-formand Martin Merrild, den konfliktramte  mælkeproducent Jørn Kjær Madsen, LDM-formand Kjartan Poulsen og andre af landbrugets topfolk.

Før mødet udtalte en række landmænd til TV Syd, at de var utilfreds med 3F's fremfærd.

Formanden for Landsforeningen Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen fra Outrup ved Varde, frygter udsigten til 3F's krav om overenskomster.

"Vi er i forvejen pressede og har ikke råd til at give mere i løn. Så risikerer bedrifterne at flytte ud af landet," siger Kjartan Poulsen til DR Syd.

"Min holdning er, at 3F gør et ganske godt stykke arbejde, men de skal ikke tvinge firmaer, der ikke er medlem af en arbejdsgiverforening, til at indgå overenskomst," siger Svend Nygaard, mælkeproducent ved Glejberg og tidligere LandboUngdom-formand.

"Hvis der ikke er nogen, der beder om det, så synes jeg, at det er helt forkert, at prøve at true folk på deres levebrød på den her måde," siger Hans Laustsen, mælkeproducent ved Havndal.

3F har tidligere udtalt til Landbrugsavisen.dk, at de lige nu har en kampagne, hvor de forsøger at få større mælkeproducenter med flere ansatte til at indgå 3F-overenskomst.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.