Lokale landmænd vil bygge nyt biogasanlæg

Landmænd vil sammen med det svenskejede energiselskab E.ON bygge et biogasanlæg ved Kåstrup.

I nogle måneder har en gruppe landmænd gået med planer om et nyt biogasanlæg, der skal bygges i samarbejde med energiselskabet E.ON. Det skriver Skive Folkeblad.

Landmændene kan til sammen stille med 200.000 ton gylle, og de efterlyser nu flere landmænd og eventuelt investorer, der vil kaste gylle eller penge i biogasanlægget, der hører under Skive Biogas. 

Det nye biogasanlæg er anslået til at koste over 200 millioner kroner at etablere, og det vil kræve råmateriale i form af omkring 400.000 ton gylle og fast gødning hvert år.

"Vi opfordrer vores kolleger til at blive enten ejere eller leverandører eller begge dele. Det er både økologer og konventionelle landmænd, vi henvender os til," siger Søren Wibholm Just, som er med i initiativgruppen, som tæller syv personer til Skive Folkeblad.

Video: Ballerne triller videre ind i laden på dette båndMark · Teknik 30. maj · 14:08

Rørføringen til transport af gassen er allerede etableret. Derfor kan gassen sendes direkte ud frem for at konverteres til strøm og varme først, fortæller Søren Wibholm Just til Skive Folkeblad. Han er selv konventionel planteproducent med tanker om at omlægge til økologisk landbrug på et senere tidspunkt.

Desuden vil alle landmænd kunne få bedre udnyttelse af deres gødning. De vil kunne få flyttet deres gylle gratis ud til decentrale tanke, så man blive fri for ”gylle-lokomotiverne” hvert forår. Gylle-transporten vil være mere fordelt over året, da den afgassede gylle kan køres ud til tanke i nærheden af de marker, hvor den skal udbringes, siger Søren Wibholm Just til Skive Folkeblad.

Nu vil landmandsgruppen finde ud af, hvor meget gylle der kan findes så tæt på Kåstrup som mulig. Initiativtager og landmand Søren Wibholm Just er forsigtig med at spå om, hvornår den første gylle kan blive til gas i Kåstrup, men hans eget bud lyder på slutningen af 2019, skriver Skive Folkeblad.

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu