Rekord: Højst kårede Hereford tyr og ko 2017 kommer fra samme tyr

Årets højst kårede Hereford tyr og ko kommer fra samme tyr – koen scorer højeste score nogensinde givet i en kåring.

Hereford Foreningen udnævnte i anledning af deres årlige generalforsamling sidste lørdag de to højst kårede dyr af racen Hereford i 2017 – tilfældigvis er vinderne halvsøskende med en spændende familiehistorie i bagagen.

Vindertyren Mandix Liam vandt med en imponerende helhedsscore på 89, men halvsøsteren Mandix Frida formåede at overgå sin halvbror med en helhedsscore på 95. Dette er den højeste score nogensinde givet til en dansk Hereford ko.

Begge dyr kommer fra en mindre gård, Mandix Hereford, som både i 2016 og 2017 er blevet udnævnt som Landets højest kåret Hereford-besætning.

Mandix Hereford er ejet og drevet af Kaj og Mette Jespersen og ligger i Blommenslyst lidt uden for Odense.

Årets højst kårede Hereford tyr: Mandix Liam

Mandix Liam er navnet på den højst kårede Hereford-tyr i 2017.

På billedet ses en stolt ejer Mikkel Christiansen sammen med vindertyren Mandix Liam. Foto: Mikkel Christiansen.

Mikkel Christiansen købte for 2,5 år siden Mandix Liam fra Kaj og Mette Jespersen til sin besætning på Markeslevgaard på Tuse næs nord for Holbæk. Her, forklarer Mikkel Christiansen, har Mandix Liam haft helt almindelige gode vilkår med godt korn og wrap og så ellers damebesøg ca. en gang om ugen.

Mandix Liam kom til Markeslevgaard i 2015 i en alder af seks måneder. Allerede i 2016 blev han kåret som reserve grand champion på Roskilde Dyreskue, og samme år vandt tyren Hereford Ungdomsshowet.

Mikkel Christiansen er stolt af sin tyr, som har scoret yderst højt i samtlige af kåringens eksteriørtal.

Mandix Liams eksteriørtal:

  • Krop/racepræg = 85
  • Muskelfylde = 89
  • Lemmer = 86
  • Helhed = 89                                                                                                                                 

Moderkoen til Mandix Liam, Mandix Britannia , har lavet mange gode kalve, forklarer Kaj Jespersen. Seneste kalv kom til verden den 22. februar – et år efter koens død. ”Vi fik skyllet moderkoen, før hun blev aflivet på grund af et dårligt ben”, forklarer Kaj Jespersen og fortsætter: ”Vi fik et æg ud af hende, som blev lagt i en rød dansk malkeko, og nu er kalven kommet til verden sund og rask”.

Mandix Liams mor, Mandix Britannia, lavede super-kalve. Foto: Kaj og Mette Jespersen.

Årets højst kårede Hereford ko: Mandix Frida

Halvsøsteren Mandix Frida på 2,5 år har slået alle tidligere tildelte kåringer med den absolut højeste score nogensinde givet til en Hereford ko: 95 i helhedsvurdering. Dog ligger hun højt i samtlige vurderinger.

Kaj og Mette Jespersen er ejere af superkoen Frida. Her ses hun med Kaj Jespersen. Foto: Kaj og Mette Jespersen.

Mandix Frida er født og opvokset på Mandix Hereford, og hun har netop fået sin anden kalv.

Mandix Frida har endnu ikke været udstillet, men det skal hun til sommer, forklarer Kaj Jespersen, som planlægger at tage på Det Fynske Dyrskue.

Mandix Fridas eksteriørtal:

  • Krop/racepræg = 89
  • Muskelfylde = 92
  • Lemmer = 90
  • Helhed = 95

Mandix Frida er ud af en SMH Hereford ko SMH Fantasy, som Kaj og Mette Jespersen købte for 7.5 år siden.

På billedet står Kaj og Mette Jespersen sammen med seks måneder gamle Mandix Frida og hendes mor SMH Fantasy. Foto: Kaj og Mette Jespersen. 

Faderkoen

Der er ingen tvivl om, at de to vinderdyr har fået en fælles pulje af gode stærke gener fra deres canadiske fader Mandix Ricoche.

På billedet ses faderen Mandix Ricoche, som kom til Danmark i 2011 som et lille befrugtet æg. Kaj og Mette Jespersens fryd og glæde over den muskuløse tyr er ikke til at overse. Foto: Kaj og Mette Jespersen.

Mandix Ricoche blev importeret fra Canada til Danmark som et befrugtet æg og blev lagt i en rød dansk malkekvie.

Mandix Ricoche blev født i februar 2011, og Kaj og Mette Jespersen havde herefter fornøjelsen af at bruge ham i 5 år.

For to år siden solgte de ham på grund af indavlsrisiko til en stor kvægbedrift i Holland. Her lever han i bedste velgående, forklarer Kaj Jespersen, som tilføjer, at fadertyren på det første år lavede godt 30 gode kalve.

Fadertyren er tidligere blevet kåret til 90 i muskelfylde.

Excellent-kategorien

Kåringsinspektør Torben Andersen kårede begge dyr sidste efterår, men han husker allertydeligst koen Mandix Frida. ”Yderst muskuløs, bagdel og lår uden ende.  Kødfuld over det hele”, forklarer Torben Andersen om koen.

”Gennemsnittet for alle kårede dyr er 80. Alt over 90 er af absolut excellent-kategori, almindeligvis er det kun 2,5 procent af racen, som placerer sig her”, tilføjer han.

Begge vinderdyr har fået en flot pokal og desuden et diplom.

Faktaboks

Markeslevgaard :

  • 32 årskøer
  • 16 hektar til ejendommen – græs og korn
  • 30 hektar strandeng til naturpleje

Mandix Herreford:

  • 6 køer
  • 4 kælvekvier
  • 10 kalve
  • 1 tyr, bror til Mandix Frida – til salg.
  • Sælger kød til private direkte fra slagteren.
  • 9 hektar – græs

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.