»Inden for hereford må vi nok sige, at det her er det ultimative«.
Sådan lyder det fra Henrik K. Andersen fra Moeskær Polled Hereford ved Moeskær nær Randers.
Han vidste godt, at tyren Moeskær Compass 1487 var noget særligt. Et år gammel vejede han 730 kg og i både 2016 og 2017 vandt han titlen som Bedste Tyr i Danmark. Han var Interbreed-vinder i 2016 på Landsskuet og blev også Grand Champion samme år. I 2017 blev han både Supreme Champion og Grand Champion på Landsskuet. Begge år blev han desuden Europas bedste Herefordtyr.
Den 28. januar i år høstede den to år gamle og nu 1.400 kg tunge tyr så den absolut største hereford-hæder som Hereford Champion of the World, udvalgt blandt de bedste fire tyre på verdensplan af Hereford Breeders’ internationale jury i Fort Worth i Texas, USA.
Første vinder fra Europa
»Han har bare alt. Afstamning, eksteriør og udstråling. Hans afstamning er helt unik. Hans søster er den bedste unge ko i Europa, og hans mor har også vundet flere gange«, forklarer Henrik K. Andersen efter turen til USA.
Sejren er i øvrigt også bemærkelsesværdig af den grund, at det er første gang en europæisk tyr snupper førstepladsen i et felt, der normalt domineres af nordamerikanske, sydamerikanske, sydafrikanske og australske toptyre.
Sejren glæder også af den grund Henrik K. Andersen, fordi den kan være med til at gøre de ’store’ hereford-nationer opmærksomme på europæisk og i særdeleshed dansk hereford.
Øget interesse
Besætningen på Moeskær Polled Hereford har altid haft fokus på avl og salg af avlsdyr, siden besætningen blev grundlagt tilbage i 1980’erne af hans forældre med blandt andet indkøbte dyr fra Canada. I dag fortsættes avlsarbejdet med indkøb af sæd og embryoner.
Den unikke genetik i besætningen med omkring 50 moderdyr har længe haft andre herefordavleres interesse, og Henrik K. Andersen mærker nu yderligere en øgning i interessen, også fra nord- og sydamerikanske hereford-avlere.
Henrik K. Andersen benyttede naturligvis turen til Texas til at kigge på amerikansk hereford.
»Vi er altid på udkig efter ny og interessant genetik. Nogle af de bedste amerikanske hereford er rigtig gode, men generelt er deres dyr lidt mindre på grund af det varmere og mere tørre klima, de har« forklarer han.
Topper om to år
Lige nu er Moeskær Compass 1487 på tyrestation for at få tappet sæd, men han er naturligvis langtfra på vej til en pensionisttilværelse.
»I princippet kan han blive ved flere år endnu. En herefordtyr topper normalt først, når han er tre-fire år, som er den alder, hvor han tager sig bedst ud«, slutter Henrik K. Andersen.
Relaterede artikler
Kommentarer