Støt en ko og få personlige breve

Børn skal blive klogere på økologisk landbrug, og derfor har tre studerende i Aarhus startet nyt projekt op, der både hjælper landmænd og børn.

Snart kan du få et personligt brev fra din ko en gang om måneden. Tre unge studerende fra Aarhus Business College har nemlig startet projektet og virksomheden støtenko.dk, der skal give børnefamilier, børneinstitutioner og private mulighed for at blive klogere på landbrugslivet og støtte dansk økologi ved at sætte penge i en ko.

På den måde får de mulighed for at besøge koen på dens gård og samtidig modtage breve, gaver i form af snacks og information om økologi.

»Alfa og omega er at øge den generelle viden om økologi og formidle en kontakt mellem byerne og det økologiske landbrug. Det er hele visionen for os at skabe en bro mellem de to. Børnene skal lære, at mælk ikke bliver malket fra en karton,« siger Oliver Frandsen på 20 år, der er en af de tre studerende.

De to andre hedder Magnus Reher-Langberg og Mark Keblovszki på 19 år.

De tre drenge læser på en linje i innovation, hvor de fik besked på at skabe en virksomhed. De valgte at fokusere på økologi, fordi de syntes, det både var aktuelt og vigtigt for landbruget, men de følte samtidig, at der var for mange, der ikke vidste særlig meget om landbrugslivet.

Oliver Frandsen fortæller, at de ikke kommer til at tjene særlig meget til dem selv på projektet, men det var heller ikke drivkraften.

»Det der motivererede os ved at skabe denne virksomhed, var ikke for at tjene en masse penge, men skabe noget, vi vidste der var potentiale i, forbedre køernes forhold og samtidig belyse om økologi, som vi ser som et vigtigt emne,« siger han.

Ned i børnehøjde

De tre drenge ønsker at oplyse så mange som muligt, men tilbuddet er især henvendt til børneinstitutioner og børnefamilier, der ifølge Oliver Frandsen ikke ved særlig meget om økologi eller landbrug.

Derfor er det vigtigt at lære dem, at mælken ikke bliver malket fra en karton, og at drengene samtidig kan oplyse børnene om økologi på en underholdende og forståelig måde. Blandt andet ved at f.eks. en børnehaveklasse hver måned får et brev om, hvordan deres valgte ko har det.

»Hver måned er vi løbende kontakt med landmændene gårdene, som giver små beskrivelser og historier om de køer, der er skrevet op. Det kan for eksempel være ’Maren’, der er drægtig og har været meget aktiv den sidste måned. Det skriver vi op på en mere farverig fortælling, som både er underholdende og oplyser børnene, så de kan blive klogere af det,« siger han.

Positive landmænd

Oliver Frandsen fortæller, at responsen på projektet har været positiv og vakt kæmpe interesse fra både landmænd, børnehaver og ikke mindst Økologisk Landsforening, som er gået med i projektet. De skal være med til at lave brochurerne om økologi.

Det er især landmændene, som har været mest positive, og i øjeblikket tæller projektet to gårde fra Jylland og Sjælland, som de fokuserer på i starten. Donationerne fra projektet går så til den enkelte landmand med henblik på at forbedre køernes forhold på gården.

»Vi startede med at skrive til en masse landmænd, hvor vi holdte nogle møder og fortalte om idéen. Vi har ikke fået et nej endnu, og andre landmænd har ringet os op for at høre mere, uden at vi faktisk kendte til dem. For landmændene er deres drivkraft ikke økonomien, men at de gerne vil være med til at udbrede viden omkring økologi,« fortæller Oliver Frandsen.

For Oliver Frandsen er det vigtigt at have en tæt relation til landmændene. Derfor besøger de alle interesserede gårde og mærker efter, om gården og landmanden vil passe godt ind. I øjeblikket har de aftaler med to landmænd og fem som gerne vil skrive sig op senere, når de udvider. Målet er at tilknytte endnu flere gårde til og få idéen udbredt. Projektet bliver for alvor lanceret d. 1. april.

»Vi er super optimistiske på projektet, ellers skal man ikke gå ind i det. Men vi er også realistiske. Vi håber på, at en masse nye gårde melder sig til, og vores helt store mål er at få skabt en måde, hvorpå gårdene bare selv kan melde sig ind,« siger han.

Om støtenko.dk

Projektet foregår ved, at du går ind på hjemmesiden, hvor du vælger mellem to abonnementer der kører tre måneder ad gangen. Begge inkluderer månedlige historier om den valgte ko, månedlige gaver som økologiske snacks og mindre bøger eller brochurer fra Økologisk Landsforening.

Hvis man er interesseret, kan man også være med til at navngive koen. Det lidt dyrere abonnement giver mulighed for gårdbesøg hos deres ko hver tredje måned.

Se mere på støtenko.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.