Vand, foder og pleje - her slækkes kravene i kvæglov

Regeringen vil sammen med fire partier i Folketinget udskyde fire krav i Lov om hold af kvæg.

De danske mælkeproducenter kan se frem til, at fire krav i Lov om hold af Kvæg, som skulle være opfyldt i år, udskydes.

Det drejer sig om kravene til vandkar og drikkekopper, kravene om ædepladser til goldkøer og højdrægtige dyr samt kravet om kobørster til køer, kalve og ungdyr.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen har opbakning fra K, LA, DF og S til at udskyde kravene som en håndsrækning til en sektor, som er ramt af historisk dårlige mælkepriser. Ifølge ministeriet er rammerne for udskydelsen aftalt, men detaljerne mangler endnu at blive forhandlet på plads med Folketingets partier.

Eksempelvis skal det afgøres, hvorvidt besætninger, som benytter sig af udskydelsen, skal have dyrlægetjek én gang årligt for at sikre, at dyrevelfærden ikke forringes, fordi besætningsejeren udskyder ændringerne.

Bedre vilkår for bindestalde

Situationen for de henved 600 ejere af bindestalde er fortsat uafklaret, oplyser ministeriet til Landbrugsavisen.dk.

Ministeren har et ønske om at udskyde udfasningen af bindestaldene, så staldtypen først forbydes i 2027 fremfor i 2022. En ændring som måske kobles sammen med et krav om afgræsning til de køer, som tilbringer vintrene i bindestalde.

Kvægformand tilfreds

Udsigten til lempelser af Lov om hold af Kvæg glæder formand for L&F, Kvæg, Peder Philipp.

»Vi har arbejdet på det her i lang tid, fordi det er af afgørende betydning for de mælkeproducenter der i forvejen er økonomisk klemte, at de ikke skal ud og investere i dyrt staldinventar lige nu. Derfor er vi meget glade for, at der er skabt forståelse for vores situation,« siger han.

Peder Philipp understreger, at udsættelsen ikke fritager branchen for at tænke på dyrevelfærden og dyrenes trivsel.

»Vi kan godt forstå kravene, men har bare ikke økonomien til at gennemføre dem. Derfor skal vi nå så langt vi kan, med de faciliteter vi har,« siger Peder Philipp.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.