Nye frister for MFO-efterafgrøder i 2016

Såning af MFO-efterafgrøder skal kunne udskydes fire uger ved ekstraordinære vejrforhold. Det foreslår NaturErhverv i udkast til ny vejledning om landbrugsstøtten i 2016.

NaturErhvervstyrelsen vil justere fristerne for MFO-efterafgrøder, så det fra 2016 bliver muligt at udskyde fristen for at så dem i op til fire uger i tilfælde af »usædvanlige omstændigheder«, såsom ekstraordinære vejforhold.

Det fremgår af et udkast til ny vejledning om direkte arealstøtte i 2016, som NaturErhvervstyrelsen har sendt i høring.

Regler skal respektere vejret

»Vi er glade for, at NaturErhvervstyrelsen vil indarbejde mere fleksibilitet i reglerne for etablering af efterafgrøder, af MFO-efterafgrøder, det er også noget vi har presset på for. Nu vil vi se på om den foreslåede løsning er brugbar,« siger seniorkonsulent i L&F Maria Skovager Østergaard.

»Vi skal simpelthen have nogle regler, som respekterer, at landmændene er nødt til at indrette sig efter vejr- og vindforhold.«

Landbrug & Fødevarer vil nu, i samarbejde med Seges, se nærmere på hele udkastet til ny vejledning for at se, om de mange, konkrete ændringsforslag løser de problemer, som L&F har påpeget i landbrugsreformens første år.

Vigtige ændringer i 2016

De væsentligste ændringer, som NaturErhvervstyrelsen lægger op til i udkastene til bekendtgørelse og vejledning for 2016, er ifølge styrelsen:

Rådighedsdato ændres

Råddighedsdato: Datoen for hvornår man skal have rådighed over støtteberettigede arealer og betalingsrettigheder, foreslås ændret fra ansøgningsfristen 21. april 2016 til fristen for ændringer, som er 16. maj 2016.

Dermed vil man også kunne søge om støtte til arealer, man først har fået rådighed over i ændringsperioden.

Støtte til lufthavne mv.

Støtteberettigede arealer: Det vil være en konkret bedømmelse af den landbrugsmæssige aktivitet på et areal, som er afgørende for, om arealet er støtteberettiget.

Efter forslaget vil slåning blive betragtet som en tilstrækkelig landbrugsmæssig aktivitet, hvis landbrugsaktiviteten ikke i væsentlig grad bliver hæmmet af andre aktiviteter.

Dermed er der lagt op til, at visse lysåbne arealer i skov, arealer i lufthavne og arealer brugt til rekreative formål fremover ofte vil være støtteberettigede.

Brak mere fleksibelt

Mere fleksible regler for brak:

Aktivitetskravet på brakarealer kan efter forslaget opfyldes ved at jordbehandle og tilså arealet med en frøblanding, som fremmer biodiversiteten, senest den 30. april i støtteåret.

Flere afgrøder

Længere periode for krav om flere afgrødekategorier:

Perioden, hvor hovedafgrøden skal være på arealet, foreslås ændret til 15. maj–25. juli.

Flere tidligt høstede afgrøder kan derved godkendes som hovedafgrøder. Det udvider desuden kontrolperioden og giver bedre muligheder for at etablere efterafgrøder.

Frivillige randzoner

Frivillige MFO-randzoner:

NaturErhvervstyrelsen forventer, at randzoneloven bliver ophævet.

I det tilfælde kan man i 2016 bruge de tidligere obligatoriske randzoner som frivillige MFO-randzoner til at opfylde kravet om fem procent miljøfokusområder (MFO).

MFO-efterafgrøder

Frister for MFO-efterafgrøder:

Datoen for tidligste destruktion af efterafgrøder som miljøfokusområder foreslås ændret fra 20. oktober til 27. oktober.

I tilfælde af usædvanlige omstændigheder vil fristen for at så MFO-efterafgrøder kunne udskydes i op til 4 uger. I den forbindelse kan fristen for destruktion af efterafgrøden udskydes med op til 2 uger.

Betalingsrettigheder

Betalingsrettigheder fra den nationale reserve:

Der er i udkastet også hjemmel til, at man i 2016 kan søge om betalingsrettigheder fra den nationale reserve for arealer, der i 2015 ikke kunne få grundbetaling, fordi man ikke kunne overholde slåningskravet på grund af ekstraordinær megen regn.

Faktaboks

 

Høringsfrist 26. november

Udkastet til vejledning om direkte arealstøtte 2016 og ændringer til grundbetalingsbekendtgørelsen er i høring på Høringsportalen frem til 26. november 2016.

NaturErhvervstyrelsen opfordrer alle interesserede til at give deres mening til kende inden da.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.