Planteformand: Ros til regeringen - men stadig udfordringer
Regeringen fik ros for at give landbruget lov at bruge mere gødning til markerne.

Der var positive toner fra Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteavl, da han åbnede årsmødet i Herning onsdag morgen.

»Vi skal fejre, at der for første gang i over 30 år – ja, 30 år! - er indgået et politisk forlig, som mærkbart forbedrer rammevilkårene for landbruget. Vores hårde faglige og politiske arbejde har båret frugt,« lød det glad fra talerstolen.

Mere gødning i år

Han hentydede til landbrugspakken, der blev vedtaget kort før jul. En pakke, der giver landbruget adgang til mere gødning allerede i år. Og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) fik ros:

»Regeringen har vist mod og vilje til at gøre op med foregående regeringers konstante stramninger og forringelser af rammevilkår for primærproduktionen,« sagde han.

Stadig udfordringer

Torben Hansen mener, at der stadig er mange udfordringer, for eksempel i forbindelse med de kommende vandplaner. Men han understregede, at man også skal glæde sig over, at der endelig er åbnet for gødningssækken.

Planteformand kræver ny form for regulering Fredag 15. januar 2016 · 00:00

»Nu har vi fået bedre muligheder, men dette betyder også et stort ansvar. Det er nu vi skal vise, at vi både kan skabe bedre resultater i marken og på bundlinjen – og derudover sikre en fortsat fremgang for miljø og natur,« sagde han.

Den dugfriske indkomstprognose for planteavlen viser da også, at planteavlerne kan se frem til et rimeligt godt år i 2016 med en fremgang i driftsresultatet på 119.000 kr. i forhold til sidste år.

Dermed når driftsresultatet op på 574.000 kr. – det bedste i mange år. Landbrugspakken er stærkt medvirkende til den fremgang, understregede han.

Glæder sig til målinger

Torben Hansen ser frem til, at der skal måles på landbrugets udledning.

»Det har vi efterspurgt længe. Nu glæder vi os bare til at kunne bevise, at vi kan holde styr på vores næringsstoffer, så de ender i afgrøderne og ikke ude i vandløb og fjorde, som bekymringsindustrien har tordnet løs om siden pakken blev offentliggjort,« sagde han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.